The Project Gutenberg EBook of Den vidtudraabte Besttelse udi Thisted, by 
Arne Magnussen

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org


Title: Den vidtudraabte Besttelse udi Thisted

Author: Arne Magnussen

Editor: Alfred Ipsen

Release Date: November 5, 2010 [EBook #34213]

Language: Danish

Character set encoding: ISO-8859-1

*** START OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN VIDTUDRAABTE BESTTELSE ***




Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.





benlyse trykfejl er rettet i denne e-bog, men den oprindelige
stavning og brug af versaler er i vrigt bevaret. Bogen er oprindelig
trykt med frakturskrift; i nedenstende tekst er _ brugt til at
angive antikvaskrift.




 Den vidtudraabte
 Besttelse udi Thisted.




 Kort og sandfrdig
 Beretning
 om
 den vidtudraabte
 Besttelse udi Thisted.


 Til alles Efterretning af Original-Akter og trovrdige Dokumenter
 uddragen og sammenskreven (af Arne Magnussen).


 Paany udgiven af Alfred Ipsen.


 Kjbenhavn.
 Jul. Gjellerups Forlag.
 1891.




 Frste Udgave udkom i 1699, trykt i det kongl. priviligerede
 Bogtrykkeri udi Studie-Strde.


 Trykt i Martius Truelsens Bogtrykkeri.




Forord.


Der er i den senere Tid fra forskjelligt Hold gjort ikke saa lidt for
at henlede Opmrksomheden paa den ejendommelige og indgribende Rolle,
som Heksetroen og de deraf flgende Heksebrndinger spillede i det
sekstende og syttende Aarhundrede hele Evropa over, og da ogsaa her i
Danmark.

Til en samlet videnskabelig Fremstilling og Vurdering af dette i
kulturhistorisk og psykologisk Henseende lige mrkelige Fnomen,
som den Tyskerne eje i Soldans fortrffelige Geschichte der
Hexenprocesse, ere vi vel ikke naaede; men der er dog fra
forskjellig Side, af Byarkiver og Thingbger, fremdraget et ikke
ringe Materiale til Belysning af den Rolle, som Heksevsenet
har spillet hos os. Desuden have vi -- om end henliggende i
Bibliothekernes Stv og lidet kjendte af det store Publikum --
adskillige samtidige, trykte Beretninger om nogle af de strste og
mest opsigtvkkende Heksebesttelser, saaledes om den i Kjge (ved
Rektor Brunsmand) og den i Thisted (ved Arne Magnussen). Det er den
sidste af disse, som herved forelgges for Lseverdenen, og vi tr
vel uden Overdrivelse kalde den den interessanteste danske
Kriminalhistorie. Det er nemlig intet mindre end en Skildring af et
skammeligt Bedrageri. Men det er noget mere.

Kun faa af de fra Fortiden overleverede Bger fre os saa nemt og
umiddelbart ind i Datidens centrale Bevidsthedsliv. I sit naive og
trovrdige Sprog opruller den lille Bog os et Billede af Livet i en
afsidesliggende, dansk Provinsby i Slutningen af Kristian den femtes
Regeringstid, som aldrig nogen Historieskriver eller Digter har
naaet endsige overgaaet. Vi se den halv barbariske Tids mrkelige
Blanding af Religion og vild Overtro, af Gudsfrygt og verdslig
Beregning, og i skarpt Lys vises det os, hvilken uhyre Rolle Frygten
-- man kunde nsten sige Mrkerdslen -- spillede som Baggrund for
hele Samtidens Tankeliv.

Dog betegner Thisted-Processen, der foretoges ved Hjesteret i 1698,
efter at Lgefakultetet forud var afhrt derom, netop den gryende
Fornufts Sejr efter den lange Heksesabath. I Virkeligheden var det
den sidste, store Hekseproces i Danmark, og dens Udfald viser
tydelig, at det da var paa Heldningen med disse protestantiske
Autodafer, idet ingen af de i Sagen indviklede bleve brndte. I
Beretningen om Magister Oluf Bjrns tappre, men frugteslse
Anstrengelser for at faa sine Hekse paa Baalet, frst hos den Aalborg
Bisp og siden hos de overordnede Myndigheder i Kjbenhavn, skimter
man tydelig den kommende Oplysningstids begyndende Skepsis. Efter
Aaret 1700 kjendes der ingen Eksempler paa, at Hekse ere blevne
brndte her i Landet.

De, som nske nrmere Orientering med Hensyn til Heksevsenet her
i Danmark, ville kunne finde den i Verner Dahlerups blandt
Studentersamfundets Smaaskrifter udgivne lille Bog om Hekse og
Hekseprocesser i Danmark.




Det store Ry og Rygte, som for nogen Tid haver vret her udi Danmark
om Djvelens store Tyranni og forskrkkelige Magt over nogle Kvindes
Personer i Thisted udi Aalborg Stift i Jylland, giver vel enhver
Forlngsel at vide, hvorledes dermed var beskaffet, helst efterdi man
haver hrt saa meget om adskillige forunderlige Jrtegn, som der hos
dennem var sket, hvorledes at Djvelen skinbarligen havde ladet sig
til Syne hos dennem, talt af dennem, udraabt adskillige baade fattige
og rige for Trold-Koner, og at de var hans med Legem og Sjl, sagt at
de skulde brndes, frend han vilde vige og andet mere deslige.

Da for at vise alle og enhver den rette Historie fra Begyndelsen og
indtil Enden af dette vidt udraabte Besttelses og Trolddoms Vrk, er
dette til alles Efterretning forfattet, og af Akterne oprigtig
uddraget, saaledes som det egentlig er befunden.

En Bondepige i Jylland udi Vensyssel i Aalborg Stift ved Navn Maren
Spillemands (hvis Fader Kristen Spillemand er en fattig Husmand og
Kalkslager) skal efter hendes Foregivende, der hun var tretten Aar,
vre en Gang bleven syg og fundet nogen Gysen og Rysten udi sine
Lemmer, hvormed undertiden fulgte nogle Konvulsioner. Hun er dog
omsider kommen tilpas igjen, men sagde sig derefter at finde nogen
Urolighed baade i Sindet og Lemmerne og har siden den Tid paa en
fjorten Aars Tid af og til givet sig ud for at vre upasselig, dog
saaledes at hun endog i hele og halve Aar sagde sig at vre fri. Hun
haver derved taget Anledning at slage sig til rkeslshed og dovne
Dage og lbet om fra et Sted til et andet at sge Ophold, hvor nogen
vilde give hende noget, og haver baade hun og hendes Fader faaet
Tanker om, at hun maatte vre fortryldet (eller, som gemene Mand det
kalder, forgjort, eller der maatte vre kastet noget ondt i Veien for
hende) og givet Skylden en gammel Bondekone der i Nrvrelsen[1] ved
Navn Anne Kristens Datter i Skinderup, som deromkring holdtes for at
vre en Troldkone, at hun skulde (som gemene Folk taler) have vist
noget ondt i hende, hvilket skulde vre sket en St. Hans Aften
sildig, da denne Kvinde tilligemed en anden skal have mdt denne
Maren Spillemands og hendes Sster paa Marken udenfor Skinderup, da
de kom fra Vetteild[2], siden hvilken Tid hun sagde sig at have
fornummet dette onde.

 [1] Nrheden.

 [2] Vetteild d. v. s. St. Hans Blus.

Denne hendes foregivne Svaghed blev dog af en Del forstandige Folk
der i Egnen holdt for noget Skrmteri og selvgjort Vrk og af andre
for et Tilfald af Moderen[3] eller anden kvindelig Svaghed.

 [3] Fremfald af Livmoderen.

Imidlertid haver Faderen sgt Raad for hende hos en og anden af
Prsterne der i Nrvrelsen, hvor iblandt tvende, da de saa hendes
underlige Gebrder, lod gre Bn for hende af Prdikestolen i (den)
Mening, at der var noget Hekseri hos hende.

Endelig er hun fire eller fem Aar siden kommen til Prsten i Thisted
Magister Oluf Bjrn, som i de samme Tider var bleven Prst der
sammesteds, og ligeledes sgt Raad hos hannem.

Samme Mag. Oluf haver og i Begyndelsen tvilet om, hvad hendes
Svaghed maatte vre. Men der hun klagede sig, at det onde, hun
plagedes af, sad udi hendes Laar, og at det vigede bort, naar han
lagde sin Haand derpaa og befol det at gaa bort, haver han i lige
Maade ladet sig forlyde, at det maatte vre noget Spgeri eller
Trolddoms Vrk.

Imidlertid haver man intet synderligt fornummet til hendes Syge[4]
frend siden i Januario 1696, da Mag. Oluf erklrede hende offentlig
for alle, at hun af Djvelen legemlig var besat.

 [4] Sygdom. Denne Form af Ordet er endnu ganske almindelig i
 Jylland.

Nu hndte det sig ved de samme Tider, at en anden Mand der i
Nrvrelsen, ved Navn Oluf Langgaard, som og var en af denne Mag.
Olufs Tilhrere havde et lidet Pigebarn henved ni Aar gammelt,
navnlig Kirsten Langgaard, som gik i Skole der i Byen og var et
vittigt Barn, men derhos ikkun ilde optugtet.

Dette Pigebarn skal have faaet nogen Svaghed, som undertiden frte
nogle Tegn med sig ligesom en liden Anstd af den faldende Syge.
Hendes Fader haver derfor sgt Raad i Begyndelsen hos en Prst der i
Nrvrelsen, som nogenledes var kyndig i Lgekonsten; men, der hans
Raad ikke straks vilde lykkes, sgte han en anden gammel Prst, som
den gemene Mand holdt for, at der var noget srt hos, og at han kunde
sknne paa[5] alle Slags Svagheder bedre end nogen der i Egnen, om
derhos maatte vre noget unaturligt. Denne Prst baade brugte til
hende nogen Lgedomme, saa vidt han forstod, saa og gjorde Bn til
Gud om hendes Helbred.

 [5] bedmme.

Da det nu rygtedes, at Mag. Oluf i Thisted havde den forom meldte
Maren Spillemands under Hnder, tnkte denne Oluf Langgaard, at det
ikke heller maatte vre ret fat med hans Datter, sgte derfor ogsaa
Magister Olufs Betnkning og Raad, om muligt ikke hans Barn maatte
vre lige saadan faren som Maren Spillemands, hvilken da han saa
hendes Gebrder at ligne en Gren af den faldende Syge, holdt han det
og i Begyndelsen derfor.

Nu var Maren Spillemands Sygdom, som fr er meldt, af hannem erklret
for en Besttelse af Djvelen, hvis Adfrd da denne Kirsten Langgaard
saa, nemlig hvorledes hun anstillede sig med Raaben, Skrigen,
Mundvrngen, beskyldende Ane Kristens Dotter af Skinderup for hendes
onde, begyndte Barnet ligeledes at anstille sig og gjorde alting
lige saa galt som Maren Spillemands. Derudover forandrede Magister
Oluf hans Mening og erklrede hende ligeledes for at vre af Djvelen
legemlig besat, begyndte derpaa at betjene dem begge som besatte og
lste og sang adskilligt for dennem, som alt gik derpaa ud, at her
var en Djvel i hver af dennem.

Nu var der i Byen paa samme Tid nogle Studentere, dennem bragte Mag.
Oluf udi Tanker, at her var Djvelens legemlige Nrvrelse, og gik
tvende af dennem, Povel Rytter og Christian Friederich Mavors
(hvilken sidste var Mag. Olufs Sstersn) hannem fornemmeligen til
Haande udi at betjene disse tvende Mennesker. Da de nu saaledes blev
begegnet, haver de daglig mer og mer taget til udi slsomme Gebrder,
get og galet, skreget og tudet og gjort mange underlige Optger,
ideligen raabt paa den Kvinde af Skinderup, at hun var en Troldkone.
Magister Oluf derpaa manede og besvrede[6] Djvelen og spurgte
hannem om hans Navn, og hvo der havde vist hannem der ind. Maren
Spillemand svarede, som under Djvelens Person, at hans Navn var
Lutzer, og at han var indvist i hende af Anne Kristensdotter i
Skinderup.

 [6] besvor. Man skrev i ldre Tid svre, hvor vi nu skrive svrge.

Barnet i lige Maade kaldte sin Djvel Hvid Rotte og (sagde) at den
var indmanet i hende af samme Kvinde. Prsten og fornvnte
Studentere, som fr er meldt, klemte videre paa med deres Manelser,
tiltalte disse Djvle ved deres Navne: Lutzer! Hvid Rotte! Din Hund!
Er Du der? Pak Dig bort. De lod dennem fre til Kirken under
Gudstjenestens Forretning[7] og tiltalte dennem ligeledes der i
Menighedens Paahr og besvarede hvert Ord, de talte, ligesom det
kunde vre talt af Djvelen. De derimod, som saaledes idelig blev
begegnet, blev mer og mer forstyrrede, rasede umaadelig, anstillede
sig som de, der falder af den slemme Syge, skjldte Prsten for Oluf
Sladder, spyttede undertiden paa hannem, vrngede Mund ad Guds Ord og
faldt udi en og anden Guds Bespottelse og beskyldte foruden den
paaberaabte Anne Kristensdotter andre flere (deriblandt nogle
fornemme Koner) for at vre Troldfolk i lige Maade og Aarsag i deres
Onde.

 [7] Forrettelse, Ordet Forretning bruges som bekjendt nu i en anden
 Bemrkelse.

Mag. Oluf talte igjen Djvelen til og sagde: Du lyver, din Hund! --
De svarede, som under Djvelens Person, at de maatte intet lyve for
den store Mand[8] som vilde endelig have Trolddom straffet. De
(Djvlene) vilde blive hos dennem i ti Aar, saafremt de ikke alle
blev brndte, som de paaraabte at vre Troldfolk, og at hvis
Amtmanden ikke vilde lade dennem brnde, vilde de fare baade i hannem
og alle hans Brn. Disse Djvle lod sig dog tit uddrive baade af Mag.
Oluf og fornvnte Studentere, ja endog af Kllinger og gemene Folk,
naar der blev lst for dennem, eller dennem blev befalet at fare ud,
og sagde da undertiden, naar Mag. Oluf eller andre lste for dennem:
Du piner mig saa med dine Bnner, at jeg ikke pines mere i Helvede.
Lad mig fare ud. Nu far jeg. Og i det samme sagde Maren Spillemands
eller Barnet: Nu for han bort som en Svrm Fluer, som en Ravn, som en
Ildslue. Og sov disse to Mennesker altid roligt om Natten, saa at
naar Fantasien og Hjrnen var udmattet af den idelige Tummel og
Allarm om Dagen faldt de omsider i Svn og gjorde ikke mere deres
Gebrder. Undertiden bad de Prsten gaa bort, de vilde have Rolighed,
og var saaledes stille indtil Prsten og de ommeldte Studentere
begyndte paany at tiltale dennem: Lutzer! Hvid Rotte! Hvor er Du nu?
Hvor haver Du vret saa lnge? Er Du dr? Lad os hre Dig! Hvad
bestiller Du? Hvormange er Du? og saa fremdeles, da de igjen begyndte
at tale og ve deres sdvanlige Gebrder og stilledes saa igjen,
undertiden ved et Ord, og undertiden lod de lnge bede og synge for
sig, fr de omsider sagde: Nu for han bort! og andet deslige.

 [8] Vorherre. Den lille Mand er Djvelen. Jvnfr Udtrykket
 Bettefanden.

Som de nu ideligen hrte tales, lses og synges om Djvelen og
Djvelens Nrvrelse, Fortrylden, Hekseri og Spgeri, kom saa vel
Maren Spillemands (hvilken desforuden i lang Tid havde gaaet om med
denne Besttelsestanke) som Barnet Kirsten Langgaard derover udi stor
Urolighed og grsselige Gebrder.

Det hndte sig en Gang, at Barnet gik og legte paa Gulvet i Mag.
Olufs Stue. Som der da kom en Mand ind, sagde Mag. Oluf til Barnet:
Hvid Rotte, er Du nu der igjen? Barnet sagde: Nej, jeg skader intet,
hvorpaa Mag. Oluf svarede: Din Hund, jeg ved Du est her, og befol at
lgge Barnet paa Bnken og lse over det. Derpaa fangede det straks
an med sine sdvanlige Gebrder.

En anden Gang mdte en af fornvnte tvende Studentere Maren
Spillemands paa Gaden, og som han saae hende, sagde han: Maren, er I
gal, hvi gaar I her? Jeg ser Djvelen er skinbarlig i Eder. Hun
sagde: Nej, nu skader jeg intet. Han derimod svoer derpaa en stor Ed,
at hun var besat. Derpaa gik hun straks hen og ligeledes begyndte med
hendes sdvanlige Optger.

Dette Vsen gav nu en stor Forskrkkelse iblandt Almuen, saavel i
Byen som i Egnen der omkring, og ihvorvel nogle, som saa deres
Optger og Gebrder, dmte at der ikke var nogen legemlig Besttelse
hos dennem, saa opsatte dog Mag. Oluf sig imod alle dennem, som vilde
sige hannem imod, og sagde med stor Ivrighed, at de var alle
aandeligen besatte, som ikke vilde tro, at disse var legemlig besat.

Som nu den gemene Mand saaledes blev bestyrket udi denne Tanke, at
disse Mennesker maatte ufejlbarlig vre besat af Djvelen, helst
efterdi Mag. Oluf selv lste offentlig paa Prdikestolen, at Djvelen
var efter Befaling opkommen af Helvede at forkynde Guds Villie og
straffe Synden, efterdi Menneskene ikke ville adlyde Guds Ord, og
sagde derhos offentlig, at her var ingen Forlsning eller Frelse for
disse Mennesker, frend de, som af dennem var paaberaabt, blev
paagreben og brndt, tnkte Kristen Spillemand og Oluf Langgaard, at
det var bedst at gre som Prsten, der bedre var oplyst end de, vilde
have det, for at frelse deres Brn, hvorpaa Oluf Langgaard lod den
paaraabte, gamle fattige Bondekvinde Anne Kristens Dotter paagribe og
fre til Thisted. Da Maren Spillemands saa hende, anstillede hun sig
med sine sdvanlige Gebrder, talte som under Djvelens Person og
kaldte hende sin Morlille, sigende at hun havde givet sig til hannem
for tyve Aar siden.

Barnet Kirsten Langgaard stemmede i med og fulgte samme Tone, sagde
derhos, at hendes Djvel havde lovet hende 2000 Daler, der hun gav
sig til hannem, og at han skaffede hende Penge nok, som han stjal fra
en Mand udi Kjbenhavn med andet mere deslige.

Kvinden derimod i hjeste Maader beraabte sig paa sin Uskyldighed,
hvorpaa Mag. Oluf bad Gud ville gre et Tegn, om hun var skyldig, og
som Barnet derpaa begyndte med dets sdvanlige Gebrder, Raaben og
Skrigen, udraabte han det straks for et vist Tegn fra Gud, at hun var
en Troldkone.

Derpaa sgte Oluf Langgaard at fre Vidner over denne gamle Kone.
Kristen Spillemand gav hende fuldkommen Sag og Sigtelse[9], hendes
Naboer, nogle Bnder, kom frem og vandt[10] om hende, at hun i mange
Aar havde vret berygtet for Trolddom og haft Ord for at vre skyldig
i Maren Spillemands Onde. Mag. Oluf trinede og frem sigende, at han
havde hrt Djvelen tale af de besatte og beskylde hende. Den gemene
Almue fulgte efter, og gik alle deres Vidner, saa vel Prstens som en
Del af hans Tilhreres derpaa ud, at Lutzer og Hvid Rotte sagde sig
af hende at vre indmanet i Maren Spillemand og Kirsten Langgaard, og
at hun endeligen maatte brndes, frend de vilde vige bort.

 [9] stvnede hende.

 [10] vidnede.

Forbemeldte tvende Studentere lagde det dertil, at det var af GUds
sr Tildrivelse, at Djvelen maatte sige dette, saasom Tiden nu var
kommet, at hun skulde brndes, hvorfor Djvelen var ndt til at bruge
de besattes Tunger, paa det hendes Synder skulde aabenbares, med
andet mere deslige, som blev vidnet imod denne gamle Kvinde, hvorpaa
hun udi hendes Enfoldighed svarede, at det var Lgn alt det, Fanden
havde sagt.

Som nu Oluf Langgaard saaledes forfulgte samme gamle Kvinde, blev
efter Amtmandens Ordre nogle andre Kvinder paagrebne, som i lige
Maade af Maren Spillemand og Kirsten Langgaard som Troldfolk var
paaberaabt.

Nu var der i Nrvrelsen en Bondepige ved Navn Anne Legind, hvilken
gik med en indvortes Sygdom, saasom en Melankoli, og i lige Maade var
kommet i Tanker, at der maatte vre noget ondt hos hende, hvorfor hun
og havde beskyldt en Fiskerkone der i Egnen, af hvilken hun formente
sig at vre forgjort. Som denne Pige nu hrte, hvorledes Mag. Oluf
kunde besvre Djvelen, sgte hun strax til Thisted at sge Raad hos
hannem, hvorpaa han stillede hende frem i Kirken udi Korsdren,
tilspurgte hende, om hun troede, at han kunde hjlpe hende, og som
hun svarede ja, sagde han, at hende skulde ske ligesom hun troede,
og derpaa begyndte at tiltale Djvelen paa sdvanlig Maade: Din
Hund! Giv Dig til Kende! Jeg veed, Du er her. -- Pigen derimod med
stor Forskrkkelse stod og rystede for hannem og kunde ikke svare,
men pegte til Halsen og grd, stod ligesom halv rrt[11] af
Forskrkkelse. Han igjen tiltalte Djvelen og spurgte, hvad han hed,
men fik intet Svar, hvorover han erklrede hende at vre besat med en
dum[12] Djvel.

 [11] Meningen er ramt af et Slagtilflde, halv apoplektisk. Blandt
 Almuen bruges Ordet endnu ganske almindelig paa denne Maade.

 [12] stum.

Men Maren Spillemand aabenbarede siden denne Djvels Navn og kaldede
hannem Skam. Denne Pige rejste derpaa straks bort fra Thisted med
stor Frygt og Rdsel, men raabte ikke paa nogen Troldfolk, ejheller
beskyldte nogen for hendes Svaghed, indbildede sig dog, at hun var
forgjort, og bad Gud ville hjlpe hende, men befattede sig derefter
intet mere med Mag. Oluf.

Dette store Rygte om de tvende forbemeldte Kvindes-Personer bevgede
adskillige baade i Thisted By og paa Landet deromkring at sge til
dennem saasom til nogle Sibiller[13] og eftersprge, hvo der havde
forgjort deres F og andet, som de kunde have lidt Skade paa, og fik
de alle til Svar, at disse Troldkoner var der udi skyldig.

 [13] Spaakvinder.

Iblandt andre var der i Byen en Mand, som ellers skulde vre en af de
fornemste og mest oplyste, men som ved Svaghed var kommen saa vidt,
at hans Hukommelse slog hannem mrkelig fejl.

Da nu denne Mand i de samme Dage formedelst Mangel paa sin
Hukommelse begik en liden Forseelse, og det rygtedes for disse to
Kvindes-Personer, sagde de, at Anne Kristens Dotter i Skinderup havde
taget hans Hukommelse fra hannem. Der Manden dette hrte, lod han
straks fre Vidner til Thinge, at Fanden havde sagt dette om Anne
Kristens Dotter og gav hende derpaa Sag og Sigtelse, at hun havde
bervet hannem hans Hukommelse.

En gammel, enfoldig Mand der i Byen havde paa nogle Aar ikke fundet
sig saa frdig udi Kjrligheds Sager imod sin Kone, som han var i
sine unge Aar, hvorover han og sgte hen til disse tvende Mennesker
at foresprge sig, hvor hans Manddom var afbleven. De gav straks
Skylden paa en af de efter deres Paaberaabelse for Trolddom anholdte
gamle Kvinder ved Navn Anne Vert, at hun havde taget den fra hannem.
Derpaa gik baade denne Mand og hans Kone til Thinge og frte Vidner,
at Djvelen havde paasagt samme Kvinde denne Beskyldning.

Kvinden (som ellers var gammel og udlevet og gik i Barndom) vrgede
sig lnge med Munden og sagde, at det var Lgn, men som hun derpaa
blev meget hart fngslet og af Dommeren truet og haardeligen
tiltalt, bekendte hun omsider, at Fanden havde sagt sandt. Nu skulde
hun forklare, hvor hun havde gjort af denne Mands Manddom. Dertil
vidste hun ingen Rede lnge, omsider sagde hun, at hun havde tjret
den uden for Byen ved en Vejrmlle.

Manden blev tilspurgt, om det sig saa forholdte. Nej, sagde han; men
det haver ikke den Kraft som i mine unge Dage.

Flere saadanne Vidnesbyrd og Beskyldninger hrtes der daglig udi de
samme Dage, iblandt andet hvorledes denne Anne Kristens Dotter havde
vret udi Katte-Lignelse nu hos Magister Oluf, nu hos fornvnte
Studentere og villet rive deres Strube ud, men maatte ikke for den
store Mand.

Saa skulde og Djvelen have sagt sig at vre selv ottende hos Maren
Spillemands, ja, der sagdes og, at en havde set den Djvel Hvid Rotte
i sin fulde Skikkelse, og en anden havde om Natten set hannem som en
Hund ved sin Seng, med meget andet saadant. Var og den gemene Mand
saaledes indtagen af Forskrkkelse, at hvor der saas en Kat, Rotte
eller Mus, frygtedes der, at det skulde vre en Djvel.

Iblandt andet hndte det sig, at som en Mand kom krende paa Marken
forbi tre Harer, hvilke dog der i Landet er i Overfldighed, tnkte
han, at det var tre Djvle, og forklarede derefter, at da de sprang
hannem forbi, var det ligesom en kunde have slaget en Kniv i hans
Hjrte, og bd han dennem pakke sig, som de og gjorde, saa han
takkede GUd, at han slap dennem forbi.

Imidlertid[14] alt dette saaledes passerede, kom det forskrkkelige
Rygte om disse tvende Mennesker udi Thisted omsider Biskoppen[15] for
ren, som boede 10 Mile der fra Stedet. Han skrev derpaa Prsten Mag.
Oluf til for at fornemme, hvorledes dermed var beskaffet, hvorpaa
Mag. Oluf, som paa fjerde Maaned havde paa sin egen Haand drevet
Vrket, indskikkede saadan en Beretning til Bispen, som flger:

 [14] imens.

 [15] Biskoppen var den bekendte Jens Bircherod, der i sin Dagbog
 omtaler Sagen.

Kort og sandfrdig Beretning om de sig her udi Thisted befindende
legemlig besatte Mennesker og dessen[16] Beskaffenhed, som nu fast
paa et Fjerding Aar Tid efter anden jo mere og mere haver ytret sig,
og befindes saaledes:

 [16] deres.

1. Er her en Pige fd i Skinderup, navnlig: Maren Kristens Dotter
Spillemand, som for 15 Aar siden frst skal have fornummet til dette
Onde, og skal af min sal. Formand ofte vret forsgt at drive, men
ikke kommen videre dermed end i hendes Laar, hvor det fast paa 10
Aars Tid fr min Ankomst hid til Kaldet, skal have givet sig til
Kende, men staaet i Tvivl, om det skulde vre en legemlig Besttelse
eller anden forgiftig Trolddoms Virkning formedelst Satans onde
Redskab, eller og nogen anden ugemen og fast overnaturlig Svaghed,
ja, en Del haver og villet fre det stakkels Menneske i Mistanke, som
der skulde vre noget selvgjort Skrmteri og affektat Vrk[17]
derunder.

 [17] paataget Vsen.

Nogen Tid efter min Ankomst haver dette Onde igen begyndt at te sig
forfrdeligere, som jeg og ved Guds Ords og Aands Kraft nogle Gange
haver drevet, saa Mennesket er kommet til sin Rolighed og forrige
Helbred igen, hvorved alting saaledes en Tid lang er bleven i Stilhed
og _relinqueret in suspenso_[18], hvad det egentlig kunde vre,
omendsknt det nok lod sig anse at vre Djvelens Spgeri og Trolddom
der under.

 [18] henstaaende uafgjort.

2. Men forleden Sommer (1695) haver et Barn paa 9 Aars Alder, navnlig
Kirsten Olufs Dotter, som er Oluf Pedersen Langgaards Dotter her af
Byen, fornummet ligesaadan Anstd, og efter at jeg nogle Gange havde
vret hos, og givet Agt paa Barnets Svaghed, syntes det vel at vre
nsten af samme Beskaffenhed som med ovenbemeldte Pige, men derhos
ikke ulig et Fang[19] af den faldende Syge eller deslige naturlig
Svaghed og Raseri, hvorfor jeg raadede Barnets Fader, at han skulde
lade hende komme ned til Aalborg, at forfarne _Medici_[20] tilligemed
Byens Prster og Gejstlige desbedre kunde fornemme hendes Tilstand og
derom sknne, hvilket mit Raad han og lod sig befalde og lovede at
flge, men siden, overtalt af andre, lod hende ikke komme lnger end
til Agersborg, hvor hun nogen kort Tid udi Sogneprsten hr. Pales Hus
og under hans Opsyn er forbleven.

 [19] Anfald af en Sygdom, bruges srlig om Epilepsi.

 [20] Lger.

Efter at Barnet var kommet fra Agersborg hid til Byen igjen, haver
det onde efterhaanden kjendeligen ytret sig, men er dog ved Bn og
GUds Paakaldelse saa vidt dreven og bragt til Stilhed igjen, at
Barnet nstendelen haver vret roligt en Tid lang, og syntes alene
som nogle Levninger af en naturlig Svaghed at vre efterladt hos
hende.

3. Men der det kom ungefr til midt i Januario udi nrvrende Aar,
haver det omsider for Alvor ytret sig hos begge ovenbemeldte
Personer, at man efterhaanden haver kunnet ligne det ene med det
andet, og Tid efter anden jo mere og mere kunnet fornemme _vera
obsessionis corporalis signa, tam primaria_[21], saasom 1) _Abditarum
rerum notitiam_[22], at de haver vidst adskilligt, som skete,
fravrende, srdeles indbyrdes hos de besatte, som dog var langt fra
hinanden i forskjellige Huse, kendt adskillige fremmede Personer, og
vidst at nvne dennem ved deres Navne, som Menneskene aldrig tilforn
havde set eller kendt, ejheller efter at den _paroxysmus_[23] var
over og det onde drevet, kunde kende, og andet saadant mere. 2)
_Admirandum & prter naturale robur & potentiam_[24] saa at endogsaa
Barnet undertiden ikke af 7 eller 8 strke Mennesker kunde holdes og
styres. Alleneste Latin eller andre fremmede Sprog haver man ikke
fornummet den onde Aand at lade sig hre med hidindtil, videre end
han saa undertiden kunde stde ud med et Ord og sige som for
Eksempel: Jeg er en _Diabolus_[25] var og, tilspurgt hvad _Diabolus_
var, svaret en Forfrer og Bagvasker, ligeledes at Satan var en
Modstander i sin Betydning etc. _quam Secundaria Obsessionis
Signa_[26] saasom (a) _Horrendam vocifertionem & ululatum_[27] hvor
iblandt de saa tydelig haver _exprimeret_[28] Kattes, Hundes, Haners,
Svins, Oksers og andre Bsters Lyd, saa at de, som ikke saa, hvad det
var, kunde ikke skille det fra Dyrenes egen Lyd.

 [21] de gte Tegn paa en legemlig Besttelse, dels af frste Rang.

 [22] Kundskab om skjulte Ting.

 [23] det Anfald.

 [24] en beundringsvrdig og overnaturlig Styrke og Kraft.

 [25] Djvel.

 [26] dels ogsaa Besttelsestegn af anden Rang.

 [27] frygtelig Raaben og Hylen.

 [28] gjengivet.

(b) _Dei blasphemationem & proximi cavillationem_[29], som haver
vret forskrkkelig at hre, srdeles af den grumme Bespottelses
Aand, som regerer hos Barnet.

 [29] Guds Bespottelse og Nstens Forhaanelse.

(c) _Gestuum deformationem_[30] med forfrdeligt Syn, Ansigtets,
Munds og jnes grumme Forvendelse og Udspilelse, umenneskelig
Skogren, Skummen og Fraaden af Munden, Tnderskren og Klders
Snderrivelse baade paa sig selv og andre etc.

 [30] Ansigtsfordrejelse.

(d) _Corporum excruciationem_[31], som haver vret erbarmelig at se,
hvorledes den onde Aand haver pinet de arme Mennesker, blst dennem
op og trkket dennem sammen igjen, vriet deres Arme, Hnder, Halse
og andre Lemmer omkring og kastet Hovedet bag ned paa deres Ryg, saa
man ikke kunde tnke andet, end de var ganske af Led.

 [31] Legemernes Pinsel.

(e) _Insolitam corporis & proximorum lsionem_[32], saasom at rive
Haaret baade af sig selv og andre nrvrende og med Slag, Biden og
Sliden gjre det onde, som ikke med strste Magt blev forhindret.

 [32] Uhrt Beskadigelse af sig selv og andre.

(f) _Admirandam corporum motionem_[33], med forunderlige Spring og
Legemets Ophvelse, saa at den onde Aand og haver budt sig til at
flyve op med dennem og fre dennem op under Loftet, om det hannem
maatte tilstedes.

 [33] Vidunderlig Legemsbevgelighed.

(g) _Rerum gestarum oblivionem_[34], saa at de besatte intet haver
vidst af sig selv, eller hvad der var passeret, imens Paroxysmen stod
paa &c.

 [34] Forglemmelse af Begivenheder.

4. Her haver man og faaet at vide ved den onde Aands Tilkjendegivelse
en Del onde Mennesker og Satans Lemmer, som skulde forvoldt de arme
Mennesker dette Onde, af hvilke hidindtil ikkun en eneste er
paagreben og sat fast, men synes at frugte lidet til nogen ret
Bekendelse, formedelst hendes forstokkede Hjrtes Haardhed, frend
flere af de andre bliver sat hver paa sit Sted, at den ene kan frygte
for den anden.

5. Tilmed er fornummet, at Barnet for syv Aar siden skal frst have
faaet det onde i sin Fod, da hun ikke haver vret to Aar gammel, som
hun endnu gemenligen finder ofte at stte sig under Fodbladet som en
Flintsten, hvorfra det i et jeblik springer omkring og giver sig op
i de andre Lemmer, Bryst, Hoved, Ansigt, jne &c.

6. Foruden ovenbemeldte tvende er og kommen hid til Byen i den
Forhaabning ved Guds Naade og min ringe Tjeneste at blive hjulpen en
anden Pige af Legind udi Nrhaa Sogn[35], navnlig Anne Jens Dotter,
som nsten skal vre af samme Beskaffenhed som de andre, alleneste
det onde er hidindtil ikke kommet til den Tummel og Raseris Hjde som
hos de andre, men haver dog nogle Gange saa vidt ladet sig forstaa at
vre der indmanet af en Kvinde udi Istrup[36], som er Oluf Fiskers
Kone sammesteds, og at man skulde tage hende fat, hvilket og igjennem
de andre besattes Munde er bekrftet og tillige navngivet to Djvle,
som skulle vre i hende, nemlig Skamm og Oss, af hvilke den ene skal
vre stum, hvorudover det onde sjelden og lidet hidindtil hos hende
taler.

 [35]-[36] Saavel Nrhaa som Istrup ligge sydvest for Thisted,
 omtrent midtvejs mellem den og Agger.

7. Den Djvel, som gemenligen regerer hos Barnet kalder sig Hvid
Rotte, i hvilken Gestalt han og ofte er set, ikke aleneste af de
besatte, men endog af andre, og srdeles af min Sster Sn Christian
Friederich Mavors i Jakob Hrers Stue, imidlertid Barnet var der i
Huset, og end her i mit Sengekammer af min Tjeneste Pige, som ellers
og meget andet Spgeri ofte baade inden og uden Huset af adskillige
fornemmes.

8. Den Djvel, som er hos Maren Spillemand, kalder sig Luser
og raaber de begge idelig paa deres Moder, som de kalder den
Kvinde, der sidder, ved hendes Navn Molil eller Molei, som deres
_Pronunsiasion_[37] gemenlig falder, og truer strkt, at dersom de
ikke lader hende med nogle andre, som de og meget paaberaaber,
brnde, da skulle de fare i dennem og srdeles i Amtmanden og hans
Brn.

 [37] Udtale.

9. Ellers er nogle Gange befunden, efter den onde Aands Sigelse, at
de haver vret 18 tillige[38] i hver af dennem, og haver Djvelen
navngivet efterskrevne igjennem Maren Spillemands Mund, som paa
Stedet er blevne optegnede, med hvad hver deres Forretning skulde
vre.

 [38] tilsammen.

(1) Luser, Moderens (som ovenbemeldt) Sendebud, han skal tage hendes
(den besattes) Sjl og forflge hende til han kan overvinde hende.

(2) Rotas, han skal forstyrre hende, hun skal falde fra den slemme
Tro, han skal lade sig se synligvis som en Ild for at forstyrre
hendes Tro. _NB_. Det er og ofte saaledes befunden, at Mennesket er
bleven frygtagtig og svagtroende over saadan Syn, som er kommet hende
for.

(3) Hvid Rotte, han skal forstyrre hendes Samvittighed, hun skal
blive forskrkket, saa skal hendes Tro svkkes.

(4) Satan, Modstandere, han skal imodstaa Dig (saasom Ordene faldt
til mig) og hende.

(5) Feite, Hoffrdig, han fejer for min Moder, da er jeg ydmyg hos
hende.

(6) Fante, jeg skal forhindre, Du (forstaa mig, som den Onde
tiltalte) skal intet godt gjre hende det Skarn (nemlig den besatte),
thi saa bliver min Moder vred, han skal skyde Pile.

(7) Rrel, han skal stte ondt imellem gteskab og imellem andre Folk
i Husene.

(8) Sladder, han skal bagvaske og komme dennem til at sige Lgn.

(9) Fluardt, han skal flyve udi hende som en Flue, og i de andres
ren udi Kirken, han skal forstyrre Hrelsen.

(10) (11) (12) (13) (14) (15) (16) (17) (18) hedder Forstyrrere hver
n, de skal vre med og styrke vore Brdre (_NB_. Saa kaldte Djvlene
hinanden) iblandt dennem er Kus Skriveren, han skal optegne alle de
Synder, som begaas. Denne ynkede Fanden selv, at han havde saa meget
travlt. _NB_. Disse Navne og Bestillinger er efter Fandens egne Ord
igjennem Maren Spillemands Mund.

10. Det gaar undertiden saa heftig til, at man maa ligge i Bnnen
hele 3-4 ja 5 Timer, dog imidlertid for nogen Respiration afveksle
med bekvemme Salmer at lade synge imellem, ved hvilket Middel GUd
haver givet mig den Naade, at de onde Aander (i hvor mange de
undertiden haver vret) mangfoldige, ja over de hundrede Gange er
dreven og haver de besatte gemenligen set dennem ved Udfarten i
adskillige Lignelser somme Tider som Ild udi Kugler, Pile, gloende
Stnger &c. Bitzel, somme Tider som Katte, Rotter, Ravne og andre
Fugle, item[39] Fluer &c. Og haver gemenlig saadanne Syner vret Tegn
og Forsikring for de besatte, at de da var skilt ved det onde, saa
lnge det varede, som undertiden var ganske kort, saa det tidt og
ofte samme Time er kommen igjen og ved Ankomsten ladet sig til Syne
for de arme Mennesker.

 [39] ligeledes.

11. Undertiden haver og den onde Aand skjult sig og talet igjennem de
besattes Mund, ligesom de skadede intet for at blive dennem kvit, som
kom at infestere[40] hannem med Bn og GUds Paakaldelse, og srdeles
mig, som Satan og ofte med sledske Ord haver villet afvende fra mit
Forst, og sagt: Jeg skulde gaa hjem, jeg var trt, jeg blev ellers
syg, jeg skulde lade Hr. Hans eller en anden komme &c. Denne Satans
Trk haver og GUd omsider aabenbaret, dog haver man ofte maattet lade
sig nje, naar man fik det nogenledes stillet, om endskjndt man
nok kunde mrke, at det onde ikke fuldkommen var dreven, paa det
man ikke for meget skulde udmatte baade sig selv og de arme
forspndte[41] Mennesker.

 [40] plage, pine, forstyrre.

 [41] gammelt Ord for pint, besvret af Sygdom og Pestilense.

12. Men at det onde saa idelig og hastig kommer igjen, sker ikke uden
GUds besynderlige Raad og Villie, ikke for at plage disse arme
Mennesker fremfor andre (som kan kjendes af de mangfoldige, underlige
Befrielser, saa at de hidindtil intet skader enten paa Sind eller
Sands, Helbred eller Fornuft) men derved ligesom at drive Menneskene,
srdeles vrigheden, at de ikke skulle blive svnagtige i saa
forfrdelig en Sags ivrige Inkvisition til Retfrdigheds Befordring
og de skyldiges Straf, det jeg (efter den Erfaring, jeg hidindtil
haver) holder for et utvivlagtigt Kjendetegn og kan ikke ominere[42]
nogen endelig Ophr eller Befrielse fra det Onde, frend saadan
Eksekution over de skyldige uforbigngeligen[43] sker.

 [42] varsle, spaa.

 [43] uomgjngelig.

13. Forandringen udi Stil og Skrift viser nok, hvad Rolighed jeg
haver til at sammenskrive dette; thi Barnets elendige Tilstand
(som er her i mit Hus) haver med Skraal og Vraal[44] ofte
interrumperet[45] det for mig, saa nyligen 19 Djvle fra hende er
dreven, som hun haver bekjendt at vre udfaren, saa efterhaanden to
og to tillige[46], ligesom Ravne.

 [44] Vrl.

 [45] afbrudt.

 [46] ad Gangen.

14. I lige Maade er og de 18 onde Geister og Gaster[47], som i Aftes
blev dreven fra Maren Spillemands, dennem han og saa udfare som en
Svrm af Bier eller Fluer med et hvidt eller blankt Svrd efter sig,
idag kommen igjen, og atter ved GUds Naade, de nrvrende Studenteres
og andre Guds Brns Bnner og mine (endskjnt fravrendes som og
nogle Gange tilforn er sket) inderlig Suk uddreven, saa hun haver set
dennem fare ud efterhaanden, frst 6, siden 4 og saa 2 og 2 indtil de
alle ere komne bort. Gud forbarme sig over os og gjre her paa en god
Ende for sit hellige Navns Skyld. Amen!

 [47] Geist bruges jo i ldre Dansk almindeligt for Aand,
 Helliggejstkirken f. Eks. Gast er et tysk Ord, der betyder Gst;
 men bruges her nedsttende omtrent som Kumpan.

Dette er saa vidt jeg i denne Skynding haver kunnet samle og erindre
som og videre af de Akter og Vidnesbyrd, som til Tinge er gangen, kan
oplyses. Ellers synes mig, at denne Handel meget ligner den bekjendte
Historie og Beretning om Kjge Huskors, ja i mange Maader overgaar
den i Forskrkkelse, saa at den onde Aand endogsaa offentlig her i
Kirken haver ladet sig hre imod mig, da jeg stod paa Prdikestolen
i mit Embedes Forretning, ikke alene af de besattes Mund (som tidt er
sket) men endog af Kirke-Hvlvingen, som srlig blev hrt sidst
afvigte _Dominica Invocavit_[48], efter at jeg midt under Prdiken
havde uddrevet den Onde ved GUds Ords og Aands Kraft fra Maren
Spillemands, som var bleven meget urolig i Kirken under Prdiken, og
der jeg havde gjort offentlig Taksigelse til Gud for hendes Befrielse
og var imod Enden af Prdiken og sagde disse Ord, at man ingen Plads
skulde give Djvelen; thi hvor han fik en Fod eller Finger ind, vilde
han have det alt, da blev mig lydeligen svaret af det Nrre
Udskud[49] _Articulata voce_[50] trende Gange ligesom til
Konfirmation[51] paa det, jeg havde sagt: Ja, det vil jeg! Ja, det
vil jeg! Ja, det vil jeg! Trende Gange i Rad, som jeg baade selv
(omendskjnt ikke saa tydelig) og andre mange Mennesker (endda
tydeligere) hrte og kan bevidne. GUD vende alting til sit herlige
Navns re, Satans Beskmmelse og Menneskenes Frelse. Amen!

        Thisted, den 18. April Anno 1696.

 [48] Den frste Sndag i Fasten.

 [49] Nordre Udbygning.

 [50] med tydelig Stemme.

 [51] Bekrftelse.

Med denne Relation[52] fulgte et Brev til Biskoppen, hvorudi Mag.
Oluf begrte, at Prsterne udi de tre Herreder der i Nrvrelsen
maatte gaa hannem til Haande at betjene disse to Mennesker med Bn og
Sang, sluttendes samme sit Brev med en stor Omhyggelighed for at faa
en skarp Inkvisition sat i Vrk efter Troldkoner, at de uden Persons
Anseelse maatte blive paagreben og ved haard og streng Medfart
bringes til Bekjendelse.

 [52] Beretning, Indberetning.

Nu var en Del af Prsterne deri Nabo Lavet, som selv havde lidet set
af disse to Menneskers Optger, men derimod baade af Mag. Oluf og
andre hrt om dennem mange og store Jrtegn og Mirakler, saaledes
indtagne heraf, at de, saa vel som mange andre godt Folk udi Egnen
ikke tvivlede paa, at her jo var Djvelens legemlige Nrvrelse.

Biskoppen selv i lige Maade havde hrt saa mange underlige og
slsomme Ting refereres[53] om dennem, at han og kom udi den Mening,
at her maatte vre noget Djvelskab hos dennem. Helst efterdi han
havde meget gode Tanker om Mag. Olufs Lrdom og Retsindighed og
forsikrede sig om[54], at han ikke gav noget an, som han jo tilforn
efter Ritualet vel havde overvejet og rigtig befunden. Og som just i
samme Dage, som Mag. Olufs forskrevne[55] Relation til Biskoppen
ankom, holdtes det almindelige Landemode der i Stiftet, saa gav
Biskoppen derfor Ordre til Prsterne udi de tre nstomliggende
Herreder ved Thisted, at de skulde gaa Mag. Oluf til Haande og
betjene disse tvende Mennesker tillige med hannem. Dog blev derhos
erindret, at man skulde frst konsuleres[56] Lgerne efter Ritualets
Tilhold, om det ikke maatte vre nogen naturlig Sygdom.

 [53] meddeles.

 [54] holdt sig overbevist om.

 [55] ikke som nu i Betydningen af daarligt skrevne, men: oven
 omtalte. Trykket er paa frste Stavelse.

 [56] raadsprge.

Lgerne lod Mag. Oluf ikke konsulere, men de begjrede Prster
indfandt sig straks derpaa i Thisted, og var altid tvende tilstede
hos disse to Mennesker, lste og sang for dennem som for besatte; de
derimod stillede sig meget galt an, spyttede og vrngede Mund ad Guds
Ord.

Og ihvorvel samme Prster sjuntes, at udi deres Vsen var intet
overnaturligt, ja en Del deraf offentligen sagde Mag. Oluf imod, at
her ikke var nogen legemlig Besttelse eller Djvelskab, maatte de
dog flge hans Mening, thi hvo der vilde sige hannem imod, maatte
straks hre, at de selv var aandelig besat, de forstod det intet, han
vilde disputere det[57] med hvem, der turde binde sig an med hannem.

 [57] forsvare det.

Og som forhen er meldet, hvorledes Mag. Oluf havde udi sin
Relation og Brev til Biskoppen vret nidkr for at faa en
Trolddoms-Inkvisition anrettet, saa blev her og i disse Dage frt
mangfoldige Tingsvidner imod de anheftede gamle Kvinder, alle af
Indhold, at Djvelen af de besattes Munde havde beskyldt dennem.

Disse fattige Mennesker, som saaledes blev forfulgt, sagde omsider,
at hvis de skulde lide noget, skulde det og rkke til dennem, der bar
Guldkder.

Straks derefter begyndte disse tvende Mennesker at udraabe for
Troldfolk adskillige fornemme godt Folk, og iblandt dennem frst og
sidst en fornemme Mands Kone deri Byen, hvis Dotter Mag. Oluf tilforn
havde bedet om og faaet Nej.

Som man nu til og fra disputerede om disse Djvle-Beskyldningers
Trovrdighed, sagde Mag. Oluf og fast paastod, at Djvelen var
pligtig til at sige Sandhed, naar han i den HERRE Zebaoths Navn blev
besvret[58], og at han imod sin egen Interesse var nu opkommen af
Helvede at forkynde GUds Villie. Fattedes her i saa Maade intet paa
Bevis, naar disse Mennesker raabte paa nogen, og Prsten befol dennem
at sige Sandhed, de derimod blev ved at raabe. Men de maatte
ufejlbarlig vre Troldfolk, som blev paaraabt.

 [58] besvoret.

Som nu dette Vrk saaledes var bleven drevet omtrent paa et halvt
Aars Tid, hndte det sig, at en stakkels Kvinde dr i Byen, som
ellers gerne gad taget en Taar, fik nogen Svimmelse[59] i Hovedet og
fandt nogen Riven[60] i hendes Liv. Straks begyndte hun at raabe, at
hun var besat; de andre to, som hrte dette, stadfstede det, hvorpaa
denne Kone blev akkommoderet[61] paa samme Maade med Bn og Sang som
de andre.

 [59] Svimmelhed.

 [60] Smerte.

 [61] betjent.

To Dage derefter blev en anden Mands Kone der i Byen syg som af en
hidsig Feber. Mag. Oluf gav hende straks Visite, og da hun talte over
sig, erklrede han hende ogsaa for at vre besat. Kvinden kom derover
i stor Urolighed og Forskrkkelse, hvorpaa Mag. Oluf lod hende tage
af hendes Mands Hus og nedbre udi sit eget Hus og indlgge i sin
egen Seng i sit Studere-Kammer, foregivende at hun var dd nedentil
og skulde kureres i hans Seng. Derpaa begyndte hun paa samme Maade
som de andre, og omendskjnt hun nogle Dage efter kom tilpas igjen,
blev hun dog ved at raabe lige saa frdig[62] som de andre. Denne
Kvinde bekjendte siden, at hun gjorde dette Galskab, fordi hun, som
var en fattig Kvinde, derved nd stor Almisse og god Traktement og
Ophold, og fordi hun sjuntes, at jo mere de raabte paa den fornemme
Mands Kone deri Byen, som tilforn er ommeldet, jo krere var det Mag.
Oluf.

 [62] drevent, udspekuleret. Meddelerens Opfattelse skinner igennem
 i dette Ord.

En Morgen, som denne Kvinde (hvilken ellers var ung og temmelig
velskabt) kom til Mag. Oluf i hans Kammer, lukte han Dren i Laas og
begyndte at bejle til hende &c. Kvinden blev undselig og bad hannem
betnke sig, saadant stod hannem ikke an. Omsider slap hun fra
hannem, men frend hun kunde komme af Kammeret maatte hun tage imod
nogle Slag Ris paa hendes bare Rumpe, hvilket han kaldede en faderlig
Revselse.

Kvinden klagede sig straks herover for sin Mand, men, som de vare
fattige, tav de stille, indtil at der siden om Mag. Olufs Forhold
blev inkvireret[63], da hun offentlig for Retten hannem det i hans
jne paasagde og overtydede tillige med andet, som endda var slemmere
og forargeligere, og derhos beraabte sig paa mange andre, som
ligeledes havde vret med denne faderlige Revselse begegnet, som og
saaledes er befunden.

 [63] optaget Forhr.

Udi disse Dage tiltog de besattes Tal udi Thisted, og begyndte frst
en gammel Pige der i Byen, som kort tilforn havde tjent Mag. Oluf, at
klage sig, at hun fandt[64] sig upasselig, og derpaa i lige Maade at
rase og raabe paa Troldkoner. Straks blev hun ligesom de andre af
Mag. Oluf betjent og i de besattes Tal antagen, anstillede sig og
derpaa ligesom de andre.

 [64] finde bruges i ldre Dansk for fle, mrke.

Det blev ikke derved; men samme Dag fandt en Mands Dotter der i Byen
nogen Bengstelse og Banghed, da hun var hen at se en af de besatte.
Straks raabte de, at hun var besat. Pigen faldt derpaa i
Forskrkkelse, Mag. Oluf og de tvende forbemeldte Studentere klemmede
straks paa hende med deres sdvanlige Manelse, hvorpaa hun i lige
Maade begyndte at raabe paa Troldkoner saa som de andre.

Hendes anden Sster faldt nogle Dage derefter udi nogle melankoliske
Tanker af den store Frygt og Rdsel, som var i Byen, hvor de fleste
troede, at alle Djvle i Helvede maatte nu raade ligesom de vilde,
indtil saa lnge, at alle Troldkoner var udryddede. Hun blev derpaa i
lige Maade af Mag. Oluf akkommoderet som besat og kom derover ogsaa
udi Alteration[65] og anstillede sig ligesom de andre. En anden
fattig Sy-Pige der i Byen blev nogle Dage derefter syg. Mag. Oluf kom
straks til hende og sagde, at det var ikke ret fat med hende. Pigen,
som tidt havde set i Kirken de tvende frste besattes Gebrder, og
derover var bleven forskrkket, begyndte at frygte sig, da hendes
Prst trstede hende saa ilde, faldt derover udi stor Melankoli,
hvorpaa hun blev betjent paa samme Maade som de andre; men denne tav
stille og beskyldte ikke nogen, men bad Gud inderlig om Hjlp og
tnkte, hun var forgjort.

 [65] Sindsbevgelse.

Det blev endda ikke ved disse, som her er ommeldet, men her kom udi
samme Dage endnu fem andre Kvindfolk paa samme Maade i de besattes
Tal, hvoriblandt den ene var Maren Spillemands Sster, en ung, glat
Bondepige, som faldt udi en Besvimelse, da hun var hos hendes Sster,
og blev straks frt i Mag. Olufs Hus og der lagt i en Seng udi hans
Stue. Dog fandt man ingen synderlig Frugt af denne Senge-Kur. Men
baade denne Bondepige og alle de andre tog lige galt afsted og alle
paa samme Maade, som forhen om de frste tvende er meldt.

Nu begyndte denne Besttelses Tanke at de videre om sig, saa at der
var i disse Dage i Byen mange gemene Kvindfolk, som tvilede om sig
selv, saa snart de fandt den ringeste Svaghed enten for Hjrtet eller
i Hovedet, ja om det ikkun var et Vrid i Livet eller Krampe i et Lem,
saa frygtede de straks, at det maatte vre Djvelskab, og fik
allehaande Tanker i Hovedet, men turde dog ikke ret lade sig mrke
dermed.

Der var og adskillige Folk i Byen, som var sindet at ville forlade
den, da det saaledes tog Overhaand, saasom her hrtes daglig ikke
andet prdikes, lses eller synges i Kirken, intet andet tales eller
handles i Husene end om Djvelen, Trolddom, Spgeri, Besttelse og
andre forskrkkelige Ting. Og er det srt, at alle disse Mennesker
var nogle gemene, fattige, dovne og rkeslse Kvindfolk, undtagen de
tvende Sstre, som tilforn er ommeldt, hvilke formedelst en
Forskrkkelse anstillede sig i Begyndelsen lige saa rasende som de
andre. Men som en af deres Venner lod dem siden komme hen til en
forfaren Lge der i Nrheden, befandt han, at deres Svaghed bestod
udi en Indbildning, som de havde om dette Besttelses Vsen, hvorfore
de og straks mere med Ord og Omgngelse end med Medikamenter blev
tilpas igjen og fri for deres formente Besttelse.

Denne store Frygt for Djvelen og hans forskrkkelige Gerninger
indtog ikke aleneste den enfoldige Almue, men endog dennem, som bedre
var oplyst der paa Stedet.

Iblandt andre var en fornemme Mand der i Byen (hvilken Maren
Spillemands havde truet, at hans Brn skulde blive besatte, om han
ikke vilde hjlpe til at faa Troldkonerne brndt) kommen i Tanke, at
alt det underlige Vsen, der udi de Dage skete, var af Djvelen og
Hekser.

Nu hndte det sig, at samme Mand en Aften havde nydt nogen god
Traktement og derover om Natten faldt i urolige Drmme om denne
Djvle-Allarm, som han daglig saa og hrte, og udi saadan urolig Svn
faldt Overdynen af hannem paa Gulvet. Dette tilregnede han straks
Djvelen og fortalte det som et stort Mirakel for adskillige. Endelig
kom han til en af disse to unge Piger, som fr er meldt, da de var i
deres Raseri. For nu at vide, om de vist var besat, spurgte han den
ene til, om hun kunde sige hannem noget af, hvis[66] hannem var
vederfaret. Pigen svarede: Ja, jeg kan. Dynen faldt forleden Nat af
Dig. Manden blev forskrkket og sagde: Ti stille, det er nok, hvorpaa
Pigen sagde: Se der, nu staar Du som en klippet So, hvorover Manden
og de omstaaende faldt i Forundring og troede, at det ufejlbarligen
maatte vre talt af Djvelen, da dog siden befandtes, at en
Rendeklling havde fortalt det tilforn der i Huset, hvorledes
Djvelen havde trukket Dynen af denne Mand.

 [66] for: hvad.

Imidlertid fandtes, som forhen er meldt, en Del Folk inden og uden
Byen, som bar stor Tvivl om alt dette Vrk. Mag. Oluf derimod
forsvarede det med stor Nidkrhed og kaldede dennem Vantroens Brn
og aandeligen besatte, som der udi vilde sige hannem imod. En Del af
Prsterne, som af Biskoppen var beskikket til at gaa hannem til
Haande med de to frste at opvarte, kom og selv udi Tvivl, at det var
enten nogen naturlig Sygdom eller og selvgjort Vrk eller og en
Blanding af begge Dele hos disse ny besatte, men ingen af dennem
turde offentlig sige Mag. Oluf imod, en Del for den store
Opinion[67], de havde om hans Lrdom og hjt oplyste Forstand, og en
Del af Frygt for hans Ivrighed imod alle dennem, som her udi sagde
hannem imod, foruden at den Kredit[68], han for sin udvortes
Hellighed og Anseelse havde hos den gemene Mand, gjorde enhver
undseelig at stte sig imod hannem, ja en Del af Prsterne bar og
selv saa strk en Tro til alt, hvis[69] som han sagde, at de uden
videre Ransagen gjorde alting, ligesom han anordnede og lod det komme
an paa hans eget Forsvar.

 [67] den hje Forestilling.

 [68] Anseelse. Jvnf. engelsk: _to one's credit_.

 [69] hvilket, hvad.

Og som nu de besattes Tal saaledes var formeret, og disse Prster
blev baade trtte og kede af at lbe fra den ene af disse rasende
Kvindfolk til den anden, anholdt Mag. Oluf paany hos Biskoppen om
flere Prster, foregivendes, at han ikke troede, at der var sket
strre Ting og Tegn siden Apostlernes Tider, end der nu skete i
Thisted.

Herpaa besluttede Biskoppen straks selv at rejse did for at tage
alting udi jesyn, tog derfor med sig en af de ldste Provster udi
Stiftet, som udi Lgekonsten var temmelig kyndig og kom til nste[70]
Landsby ved Thisted, at han der udi Enrum og Stilhed, uden Almuens
Overlb, kunde udforske Beskaffenheden hos enhver isr af disse
formente besatte, lod derfor de to frste, nemlig Maren Spillemands
og Barnet Kirsten Langgaard fre ud til sig. Straks begyndte Maren
Spillemands hendes sdvanlige Gebrder med Tuden, Raaben og Skraalen
og andre slige Optger. Barnet Kirsten Langgaard vede i lige Maade
hendes Konster.

 [70] nrmeste.

Mag. Oluf, som og samme Tid var til Stede, brugte derpaa sin
sdvanlige Lsning og Sang over dennem. De derimod vrngede med
Munden, spyttede og brugte andre foragtelige Gebrder, dog ej
anderledes end at ethvert Menneske, som sig saadant vilde foretage,
kunde efterabe.

Derpaa sagde Biskoppen til Mag. Oluf, at han ikke fandt noget
Besttelses Tegn hos disse Mennesker. Mag. Oluf derimod med stor
Ivrighed forsvarede det og stod hardt derpaa, at der maatte endeligen
frst ske Eksekution[71] over alle de paaraabte Troldkvinder, frend
der kunde forventes nogen Befrielse fra Djvelen fra disse og andre
af hannem besatte Kvindfolk, sigende derhos, at saa vist som der var
Gud i Himmelen, saa var der udi Thisted tolv legemlig besatte
Mennesker. Han lod ogsaa falde adskillige spodske og foragtelige Ord
baade imod Biskoppen og Provsten, og ingenlunde vilde afstaa hans
Mening, hvor udover de skiltes ad og drog hver sin Vej hjem igjen.
Dette skete i Junii Maaned.

 [71] Henrettelse.

Nu havde Biskoppen selv set disse tvende Mennesker, og som han af
deres Vsen sluttede, at denne foregivne Besttelse ikke maatte vre
rigtig, saa begjrede han ved sin Hjemkomst Stiftamtmandens Hjlp at
faa dennem bragt fra Thisted til Aalborg, hvor han boede, paa det man
des grangiveligere kunde ransage deres Adfrd, naar man fik dennem
fra det Sted og den Samkvem afsondret, hvor de udi deres Griller
eller Ondskab dagligen blev styrket.

Derpaa blev tvende Mnd udi Aalborg affrdigede[72] til at ledsage
Maren Spillemands fra Thisted til Aalborg, hvilke da de kom til
Thisted, blev de saa indtagen af denne Allarm, som der var i Byen,
desligeste[73] af Mag. Oluf og hans Tilhngere saa indprdiket om
denne Maren Spillemands Lutzers Styrke og Adfrd, at de snart[74] var
sindet at begive sig tilbage med uforrettet Sag. Endelig fik de hende
omsider paa en Vogn og begav sig paa Rejsen, hvor hun under Vejs
baade paa Vognen og udi Herbergene vede alle hendes Gebrder, dog
saa varligen, at hun hverken faldt af Vognen eller nogen Tid stdte
eller i ringeste Maade skadede hendes Legeme. Disse to hendes
Ledsagere frte hende dog frem med stor Varlighed og Forskrkkelse,
og kunde derefter ikke noksom fortlle alle de store Jrtegn, som de
undervejs havde set hos hende. De turde og ej komme lnger med hende
end til et lidet Frgested ved Aalborg kaldet Sundby, saasom de var
bange, at hendes Lutzer skulde drukne baade hende og dennem, som hun
dennem og havde truet, hvorfor den ene forblev hos hende udi Sundby,
imedens den anden foer over og fortalte Biskoppen denne deres
eventyrlige og farlige Rejse, sigende sig derhos at have faaet en
strng Ordre fra de andre besatte i Thisted til Biskoppen, at saa
fremt han ikke strbte at faa de paaberaabte Troldkvinder brndte,
skulde Djvelen i lige Maade fare i hannem og hans Hustru og bad, at
en eller to Prster maatte vre hos at flge Maren Spillemands over
Frgen. Biskoppen beordrede straks en af Byens Prster at flges over
Frgen at afhente hende.

 [72] udrustede.

 [73] ligeledes.

 [74] nsten (bruges endnu almindeligt paa Jydsk).

Da hun nu kom i Frgen, begyndte hun at ve hendes Gebrder; men, der
Prsten lod sig forlyde, at hvis hun ikke vilde ligge stille, saa
skulde hun bindes, holdt hendes Lutzer sig smukt skikkelig, saa at de
uden Fare kom med hende til Aalborg. Saa snart hun kom til Lands, og
hun saa den gemene Mand i Mangfoldighed omringe hende, begyndte hun
paany efter Sdvane, alt paa samme Maade som hun fra Begyndelsen i
Thisted sig havde anstillet. Da hun nu blev stillet til Forhr
for Biskoppen og Stift-Amtmanden, var hun i Begyndelsen hel
besvadsig[75] og vidste vel at forsvare sig; men omsider gik hun til
Bekjendelse og sagde, at af Begyndelsen, der hun var i hendes Alders
trettende Aar, fandt[76] hun undertiden til noget krybendes i hendes
Laar og Lemmer, hvilket man samme Tid indbildte hende at foraarsages
ved noget ondt, som skulde vre hos hende, hvorudover hun og i
Begyndelsen ikke andet vidste, end at der var noget Spgeri hos
hende. Men nu en Tid lang havde hun forstlig gjort sig selv de
slsomme Gebrder og ingen Tid vret af Djvelen besat paa den Maade,
som hun det havde indbildet Folk. Og at der hun saa Oluf Langgaards
Barns Vsen og Gebrder, og at det gik samme Barn an[77], da blev hun
efter Satans onde Tilskyndelse endnu mer styrket og opmuntret til at
abe det efter og at fre Folk fuldkommelig i Tanker om sin legemlig
Besttelse. Desligeste, at der hun hrte samme Barn raabe paa de for
Trolddom beskyldte Personer, saa gjorde hun sig i lige Maade dets Ord
nyttige, ihvorvel hun ingen af dennem for nogen Trolddom vidste at
beskylde. Saa hrte hun ligeledes det Navn Lutzer frst nvnes af
Barnets Mund, som sagde, at Broder Lutzer var hos Maren Spillemand,
hvorefter hun lod Folk blive i den Vantro. Herforuden bekjendte hun,
at naar det opdigtede Raseri kom hende paa, kunde hun sanse og vidste
Mesteparten af, hvis[78] hun sagde og gjorde, desligeste hvad der hos
hende af andre blev bestilt. Og at hun i samme hendes opdigtede
Anfgtning[79] ikke vidste at nvne andre ved Navn end dennem, som
hun tilforn havde kjendt. Saa var og de fleste Syn opdigtet, som hun
indbildte Folk sig at have set, naar det formente Onde var overstaaet
med hende. Dog forebragtes hende vel undertiden noget i Fantasi for
jnene. Videre blev hun tilspurgt, om hun holdt og troede Oluf
Langgaards Barn at vre besat, hvortil hun svarede, at hun ofte havde
troet det, dog havde hun og ofte tvivlet derpaa, besynderlig naar hun
i den formente Besttelse havde knebet paa hendes Lemmer og da
befunden, at hun ikke var uden Flelse. Item hvad hun dmte og vidste
om de andre, som endnu holdtes for at vre besatte. Derpaa svarede
hun, at hun ikke nogen Tid havde lagt Raad op med dennem, men det
troede hun stadig, at der var det samme Fejl hos dennem tilhobe. Hun
havde og hos nogle af dennem, srdeles Karen Toftum, fundet nogle
Tegn til samme Bedrageri. Saasom at en Aftensang[80], da samme Karen
sagde midt under Prdiken: Nu raaber jeg, hun da svarede sig selv
straks derpaa: Jeg maa ikke for den store Mand og for Oluf Sladder.
Dette bekjendte hun med god Fornuft ikke alene for Bispen og
Stift-Amtmanden, men endog for adskillige Prster der i Byen
mangfoldige Gange, ja endog vedstod det offentlig tvende Gange for
Retten, da hun blev stillet til Forhr. Bejamrede derhos med Graad og
Vemodighed sin Daarlighed, sagde at have brugt det Hellige Sakrament
uvrdeligen, og at det havde vret hende bedre, at hun aldrig havde
kjendt Retfrdighedens Vej, end at hun skulde have kjendt den saa vel
og saa syndig igjen forladt den, og at det angrede hende, at hun saa
skammeligen og i saa lang Tid havde bespottet Gud, beskmmet sin
Nste med ond Paatale og bedraget Menneskene, srdeles saa mange Guds
Ords Tjenere, hvilke hende med gudelige Bnner og Salmer havde
opvartet, sagde, at naar hun tnkte derpaa, var det lige som der sad
en Kniv i hendes Hjrte, og at hun ikke uden med en Vederstyggelighed
tnkte paa Thisted, item at hun saa mange Gange havde haft i Sinde at
aabenbare Sandheden, men saa havde Satans onde Indskydelse styrket
hende igjen i hendes forrige ugudelige Vsen, bad Gud skulde forlade
hendes Forldre og andre, at de ikke havde straffet hende i hendes
Ungdom, da de saa hende med saadan Daarskab anfange.

 [75] rapmundet.

 [76] mrkede.

 [77] gjorde Indtryk paa samme Barn.

 [78] hvad.

 [79] Anfgtelse.

 [80] en Aftensang, brugt her i Lighed med en Mandag, en Sommer, vil
 altsaa sige: en Dag under Aftensangen.

Saa blev nu denne Maren Spillemand indsat udi Hospitalet i Aalborg,
og forblev hun en 8 Ugers Tid ved denne Bekjendelse, lste og bad Gud
om sin Naade, og fornam man imidlertid intet til nogen Galskab eller
Urolighed hos hende.

Af denne Maren Spillemands Bekjendelse sluttede Biskoppen ved sig
selv, at efterdi det saaledes var beskaffet med hende, som var den
frste og fornemmeste iblandt disse besattes Tal, maatte det ligesaa
vre med de andre, og derfore ufortvet gjenkaldede den Anstalt[81],
som han forhen udi Landemodet havde gjort om Prsternes Opvartning
hos denne Maren Spillemands. Saa advarede og Biskoppen og
Stift-Amtmanden Oluf Langgaard, at det ikke maatte vre saaledes
beskaffet med hans Dotter Kirsten Langgaard, som han sig indbildede,
og stillede derhos Ordre om hendes Nedfrsel til Aalborg med
indstndig Begring, at saasom denne Sag var af saa stor Vigtighed,
og angik GUDS store Navns re og Satans Forstyrrelse, at derfor
Faderen enten selv vilde flge med sit Barn, eller og overlade det
under de til hendes Gelejde[82] beskikkede, deres Varetgt, som alt
uden hans Omkostning skulde ske, forsikrende hannem derhos, at Barnet
skulde blive omhyggelig og vel akkommoderet[83] udi Biskoppens eget
Hus, saaledes at i Fald det efter Foregivende skulde vre legemlig
besat, vilde de formode GUds naadige Bistand til hendes Befrielse,
og, hvis det befandtes anderledes, skulde vel Sandhed der opdages,
frendes hannem derhos til Gemyt, at han derved kunde stte sit Sind
og Samvittighed udi Rolighed, at han ingen Midler havde forsmt efter
kristelig Tilbud af gejstlig og verdslig vrighed til hendes Frelse
og evig Saligheds Kundskabs Erlangelse.

 [81] Foranstaltning, Indretning.

 [82] Ledsagelse.

 [83] srget for.

Derhos blev og gjort den Anstalt, at saafremt Faderen skulde dertil
findes uvillig, Rettens Middel[84] da hannem dertil skulde formaa og
Barnet uden Ophold nedbringe.

 [84] vrighedens eller Rettens Betjente.

Som Maren Spillemands Bekjendelse nu rygtedes, og at de andre
ligeledes en efter anden skulde nedfres, begyndtes der en stor
Allarm i Thisted.

Oluf Langgaard sgte straks Mag. Oluf, om han skulde lade sit Barn
flge. Mag. Oluf sagde absolut nej; men han vilde forsvare sin Mening
til det yderste. Derpaa sammenkaldte Mag. Oluf en stor Del af den
gemene Almue, foredrog dennem, hvorledes Biskoppen satte sig imod
dette Vrk og vilde have det til intet, sagde at Maren Spillemands
Bekjendelse var talt af Djvelen og ikke af hende selv, stillede
derpaa samme Dag en Supplique[85] til Kongen udi den hele Bys Navn,
hvor udi han androg[86], hvorledes der i Byen var stor Jammer og
Elendighed formedelst Satans grumme Tyranni ved et forfrdeligt
Trolddoms og Besttelses Vsen, som Byen efter GUds underlige og
skjulte Raad var overkommen, hvilket med mange uhrlige[87]
Eksempler til det ganske Lands store Fare og Forskrkkelse daglig
forges, besvrede sig derhos over Biskoppen og Stift-Amtmanden, at
de ikke vilde tro, at det var en legemlig Besttelse eller Trolddom,
og det formedelst Maren Spillemands Bekjendelse, som han sagde at
vre aldeles stridende imod hans daglige Forfarenhed[88], saasom der
nu i hans Menighed var 12 eller 13 legemlig besatte, som kunde tale
om skjulte og forborgne Ting foruden dennem, som han endda tvivlede
om, hos hvilke det begyndte at ytre sig paa samme Maade, begrede
derfor, at Maren Spillemands maatte fres tilbage igjen i sin Frihed
og Frelse[89] og der eksamineres, saa og, at der maatte beskikkes
forstandige og myndige Mnd, som uden Persons Anseelse kunde
inkvirere[90] om Troldvsenet, saaledes at de skyldige maatte blive
straffet.

 [85] Bnskrift.

 [86] forestillede dem.

 [87] uhrte.

 [88] Erfaring.

 [89] gl. Hovedord, betyder Sikkerhed eller personlig Frihed.
 Tillgsordet frels bruges endnu i Vendingen fri og frels.

 [90] anstille retslig Undersgelse.

Denne Supplique underskrev en stor Del af den gemene Almue der i
Byen, og Mag. Oluf rekommenderede den samme med stor Nidkrhed som en
Sag, hvorpaa det hele Lands Velfrd beroede.

Han overtalte og Amtmanden til at give Ordre til Kongens Ridefoged at
tiltale og forflge alle de paaraabte gamle Kvindfolk, og er her i al
denne Tid frt Proces imod mange fattige Mennesker med mangfoldige
Tingsvidner, hvor iblandt og en gammel, udlevet Kvinde blev dmt til
Baal og Brand (hvilken dog siden til Overretten blev kjendt
uskyldig), og var begge disse to gamle Kvinder de, som af de formente
besatte blev beskyldt at skulle have indvist Lutzer i Maren
Spillemands og Hvid Rotte i Barnet Kirsten Langgaard.

Herforuden blev to eller tre andre fattige gamle Kvinder paagrebne og
givet Sag[91], at de kunde signe for adskillige Sygdomme, hvoraf en
af Frygt udbrd af Fngslet og lb sin Vej. En anden blev dmt til at
forvises Landet.

 [91] sat under Tiltale.

Hidindtil havde man disse Trolddoms Processer drevet alene imod de
fattige, som var enfoldige og uden Forsvar, men der Stift-Amtmanden
og Biskoppen tog sig Sagen an og mente, at her var Bedrageri hos[92],
begyndtes der at fres Vidner paa adskillige fornemme Godtfolk, som
skulde vre lige saa gode som disse gamle Stakler, alt efter de
formente Djvles Paaraaben og Mag. Olufs Paastaaende[93], at her
skulde uden Persons Anseelse inkvireres[94] og brndes, om ellers
dette Vrk skulde opholde. Og havde i disse Dage en og anden godt
Folk nok at bestille for at fri deres rlige Navn og Rygte for
saadanne Beskyldninger, at de ikke udi Protokoller og Tingbger til
Beskmmelse skulde indfres.

 [92] med i Spillet.

 [93] Paastand.

 [94] undersges.

Imidlertid at[95] dette saaledes passerede, foredrog[96]
Stift-Amtmanden og Biskoppen Kongen dette vidt udraabte Besttelses
Vrk tillige med deres Formening, at herunder maatte vre noget
Bedrageri forborgen, helst efterdi Maren Spillemands alt havde
bekjendt, og de andre, som havde faaet deres Besttelse af hendes
Eksempel, blev saa haardt paaholdt i Thisted af Mag. Oluf, og han
ikke vilde lade dennem komme fra sig til andres Paaskn[97] og
Efterforskning. Derpaa ordinerede[98] Kongen tvende Kommissarier,
nemlig Stift-Amtmanden og en Amtmand der i Nrvrelsen til at lade
disse formente besatte Kvindfolk for sig indkalde og ved flittig og
fuldkommen Randsagning at sge god Underretning om den ganske
Handel[99], og derpaa deres Relation herom til Kongen indgive.

 [95] imens.

 [96] indberettede.

 [97] Bedmmelse, Kjendelse.

 [98] anordnede.

 [99] Sag, Historie. Ordet bruges endnu saaledes almindelig i
 Jylland. Jvnf. Udtrykket: Handel og Vandel.

Disse Kommissarier lod derpaa frst Maren Spillemands kalde for sig
som den frste og fornemste Ophver i dette Besttelses Vrk, efter
hvis Eksempel de andre var kommen udi lige Galskab, hvilken da for
dennem frivillig vedstod hendes forhen gjorte Bekjendelse og sagde
sig paa en 8te Ugers Tid, og siden at hun frste Gang ved bedre
Undervisning var bragt til samme Bekjendelse, ikke at have fornummet
nogen Svaghed, sagde derhos, at den Indbildning, hun havde haft, om
at vre legemlig besat, var Mag. Oluf og de tvende Studentere skyldig
udi, som hende derudi havde styrket.

Nu stod det paa, at faa Barnet ligeledes til Eksamen[100], frend de
vilde forhre de andre, saasom det skulde give bedst Oplysning,
efterdi alle Folk gjorde sig mest Tanker om Maren Spillemands og det.
Hvorfore disse tvende Kommissarier gjorde Anstalt om dets Nedkomst
til Aalborg, saaledes at hvis Faderen ikke godvillig vilde lade det
vre flgagtig[101], at vrigheden ved Stedet da vilde skaffe det
til Stede. Det kunde dog ikke ske; thi Barnets Fader skjulte det og
ingenlunde vilde lade det komme frem.

 [100] Undersgelse.

 [101] lade det flge Opfordringen.

Derpaa lod Kommissarierne for sig kalde de andre Kvindes Personer,
som til den Tid havde vret under Mag. Olufs Opsigt og Kur, og haver
da enhver af dennem brugt sin Undskyldning, nemlig:

Den frste ved Navn Maren Sirichs, en ung, frisk Kvinde paa 25 Aar,
som var den gte-Kone, der blev frt udi Mag. Olufs egen Seng og af
hannem med faderlig Revselse betjent, sagde sig at have faaet nogen
Sygdom med Rystelse og Sklven i hendes Laar, en Dag da hun kom af
Kirken, og var derefter bleven meget syg og falden udi nogen sr
Lemmernes Bevgelse og Raseri, og derover henbragt i Mag. Olufs Hus,
hvor hun havde vret i tre Uger, indtil hun blev frisk igjen. Denne
Kvinde havde tilforn udi Thisted daglig raabt paa, at der var kastet
noget ondt i Vejen for hende, da hun gik fra Kirke, og at det var
lavet til Mag. Oluf[102], som gik bag efter hende, men hun fik det,
fordi hun gik for[103] hannem, hvilket skulde vre Aarsag til den
Barmhjrtighed, Mag. Oluf beviste hende med sin egen Seng. Hun havde
og mest raabt og beskyldt fornemme godt Folk; men nu, da hun var
alene, og af Kommissarierne herom blev tilspurgt, klagede hun aldeles
intet over nogen, som hende denne Svaghed kunde have forvoldet, sagde
derhos, at hun vel havde kommet til Aalborg i Begyndelsen, da
Stift-Amtmanden og Biskoppen havde Bud efter hende, men Mag. Oluf
raadede hende derfra. Om samme Kvinde falder her efter videre at
melde.

 [102] Meningen er, at det var tiltnkt Mag. Oluf.

 [103] foran.

Den anden ved Navn Karen Toftum, et Kvindfolk paa 25 Aar, som for
Lsagtighed og Tyveri tilforn havde vret forvist Byen, gjorde nogle
Ophvelser med Legemets Bevgelse og Skrigen, sagde, at hun vidste
ikke, enten hun var besat, eller hende skadede noget, videre end hvad
andre havde sagt for hende, og ihvorvel hun udi hendes Raseri i
Thisted havde beskyldt adskillige godt Folk, saa sagde hun nu, at hun
ikke beskyldte nogen for sin Svaghed. Om hende skal og herefter
meldes videre.

Den tredie ved Navn Anne Jakobs Dotter, et besovet Kvindfolk, som
havde haft sin Gang i Mag. Olufs Hus og af hannem med faderlig
Revselse vret begegnet[104], gav for[105], at hun for nogle Aar
siden havde en St. Hans Nat fundet en blodig Tand i sin Seng og
derefter vret urolig i sit Sind, sagde sig at vre af Djvelen
besat, og kunde ikke fordrage at se nogen Kvindes Person med
Fontange[106] eller Top paa Hovedet, hvorfor hun og kaldede sin
Djvel Topmageren. Denne gjorde sine Ophvelser for Kommissarierne
med Legemets Kastelse og Bevgelse, saa og Skogren og Bjffen, havde
derhos en rd Farve og ej mere Styrke end at hun af et Par nok kunde
holdes. Denne havde og glemt sine Beskyldninger imod de forhen af
hende paaberaabte Troldkoner, og skal herefter i lige Maade om hende
meldes videre.

 [104] behandlet.

 [105] foregav.

 [106] Fontange (fransk) betyder et hjt Hovedtj eller St. Navnet
 efter Ludvig den fjortendes Maitresse, Hertuginden af Fontange.

Den fjerde ved Navn Anne Krogsgaard, et Kvindfolk paa 22 Aar, og som
kort Tid tilforn havde tjent Mag. Oluf, sagde sig at have faaet sin
Svaghed af en svovlagtig Stank for hendes Nse om St. Hans Dags
Tider, og at hun vidste ikke, enten hun var besat eller ej, stillede
sig ellers an for Kommissionen med sre Ord og Gebrder, ligesom hun
vilde gjre Komplimenter for de omkringstaaende, gjorde et Par Gange
sine Ophvelser[107] og anstillede sig imidlertid at vre dum[108].
Var dog let at holde, svarede ellers meget trodsig til, hvis[109] som
hun blev tilspurgt. Hun havde i lige Maade udi Thisted vel vidst at
raabe paa en og anden godt Folk, ja kunde udi hendes Galskab opregne
22 tillige[110]; men nu kjendte hun dog ingen, ej heller beskyldte
nogen.

 [107] Spektakler.

 [108] stum.

 [109] hvad.

 [110] paa n Gang.

Den femte ved Navn Karen Spillemands, et Kvindfolk paa 18 Aar, af et
smukt Ansigt og Sster til Maren Spillemands, sagde sig i lige Maade
at have faaet nogen Svaghed af en svovlagtig Lugt paa samme Tid som
den forrige, hvorover hun var falden i nogen Besvimelse. Denne vilde
ikke sige sig at vre besat, ej heller klagede over nogen, men sagde,
at Gud havde paalagt hende hendes Svaghed; hun gjorde ingen
Ophvelser for Kommissarierne, ej heller kjendtes paa hende nogen
Svagheds Tegn, men hun havde en frisk og sund Farve.

Den sjette og syvende var tvende Sstre og Borger-Dtre af Thisted,
den ene ved Navn Gertrud Anders Dotter, en Pige paa 20 Aar, og den
anden Anne Anders Dotter paa 16 Aar. Disse klagede sig at have faaet
nogen Hjrte Angest med Kvalmer, Afmagt og Daanelser. Disse to, i
hvor vel de udi Thisted havde raabt lige saa galt som de andre, ja
endog den ene af dennem havde indbildet sig at kunne sige forborgne
Ting, havde og anstillet sig ligesom det var Djvelen og ikke hun
selv, der talte det, saa beskyldte de nu ingen, men tog deres Svaghed
som et Kors af Gud. De bleve siden begge ved en erfaren Lges Hjlp
bragt til Rette paa den Maade, som forhen er ommeldt.

Den ottende ved Navn Inger Fusmands, en fattig Skoflikker Kone i
Thisted, af et hel smukt Ansigt, henved 22 Aar gammel, sagde sig og
at have faaet et Tilfald[111] med Hjrte Angest og Tungsindighed og
ikkun at have haft sin Svaghed fem Gange, hver Gang med nogen
Mattighed[112] paa et Par Dages Tid derefter. Denne beskyldte ikke
heller nogen, men holdt hendes Sygdom for et Kors af Gud og ventede
hans naadige Hjlp. Siden er befunden, at denne Kvinde redede til
Barsel.

 [111] Tilflde.

 [112] Mathed.

Den niende var en gammel Kvinde paa 61 Aar ved Navn Anna Dahl. Hun
sagde sig at have faaet sin Svaghed ved nogen Rdsel og Daanelse, men
ikke at have haft den uden n Gang. Siden er befunden, at denne
Kvinde havde vret hos hendes Nabo Kone at tylle[113] l og der faaet
sin Svaghed, som ej heller varede lnger, end til llet havde gjort
sin Virkning.

 [113] drikke.

Den tiende var en ung Bondekone der i Byen, navnlig Anna Bondes 22
Aar gammel. Den sagde sig at have faaet sin Svaghed paa Gaden med en
Besvimelse, og raabte hun straks paa Troldkonerne ligesom de andre,
men havde ikke fornummet til hendes Svaghed uden tvende Gange. Denne
Kone er og siden befunden at rede til Barsel.

Den elfte var et Kvindfolk ved Navn Anna Legind, ugift, af fyldig
Kompleksion[114], henved 34 Aar. Hun sagde, at hun for nogle Aar
havde faaet hendes Svaghed med nogen Angest for Hjrtet og Rystelse i
hendes Legeme, som hun troede at vre en Besttelse, men beskyldte
ingen.

 [114] egl. Hudfarve, maa imidlertid her betyde Legemsbygning.

Denne er den Kvindes Person, som tilforn er ommeldet, at hun sgte
Raad hos M. Oluf i Begyndelsen af denne Handel og blev af hannem udi
Korsdren med Manen begegnet.

Herforuden eftersgte Kommissarierne om Barnet Kirsten Langgaards
Tilstand og erfoer, at hun var slemmest af dennem alle med at rase,
g, le, bande og raabe paa adskillige Folk, men som herefter flger
videre at tale om dette Barn, og hvorledes dermed var beskaffet,
beror det indtil sit Sted.

Da nu disse Kommissarier havde saaledes forhrt Sagen, indgav de
deres Relation til Kongen[115], som straks befol, at Mag. Oluf skulde
forfje sig der fra Stedet til Aalborg og sig fra al Korrespondentz
entholde. Prsterne der i Nrvrelsen blev og befalet at forestille
den gemene Almue deres indbildede Daarlighed og fraraade dennem den
store Overtro, som de var kommen udi om dette Besttelses og
Trolddoms Vrk.

 [115] Chr. V.

Som denne Kongelige Befaling ankom, satte M. Oluf sig derimod med
strste Ivrighed, sigende at han vilde forsvare sin Mening til det
yderste, og at Maren Spillemands Bekjendelse var sket af Djvelen og
ikke af hende selv, og at hans Samvittighed i dette Vrk skulde ikke
tvinges ved nogen Magt eller Myndighed, kaldte sin Sag Guds egen og
Landets almindelige Sag, og at han vilde udfre den med Iver og
Nidkrhed til Guds re, Sandheds Oplysning, Retfrdigheds Befordring
og mange elendige, sukkende Menneskers Redning og Frelse. Her over
fik han af den gemene Mand saadan Tilhng, at de tnkte, han var den
eneste, der vilde forfgte Sandhed, og troede, at han umulig kunde
fare vild, hvorover og nogle af dette Besttelse-Selskab anstillede
sig ti Gange galere med at raabe paa en og anden godt Folk, end nogen
Tid tilforn, ja her blev udspredt et Skrift, hvorledes Djvelen
skulde have talt af de besatte, at dersom Troldkonerne ikke blev
brndt, da skulde der komme saa stor Elendighed og Ulykke over
Landet, som aldrig fr var hrt, saa at Tyrkerne skulde de Kdet af
Menneskenes Ben og de skulde dog gaa levendes paa Gaden.

Udi disse Dage kom et hemmeligt Budskab fra Thisted til Aalborg til
Maren Spillemands og forestillede hende, hvorledes hendes Bekjendelse
vilde koste hende hendes Tunge og Hals, om hun blev derved,
formedelst den Gudsbespottelse, hun havde vet, berettede hende
derhos, at de andre hendes Selskabs Sstre blev stadig ved deres
Laden og raadede hende til at gre ligesaa. Herpaa begyndte hun paany
hendes forrige Galskab, dog ikke raabte paa nogen som i Thisted, men
alleneste for den gemene Mand, som kom at se hende, gjorde adskillige
Ophvelser og anstillede sig, som hun ikke havde haft hendes
Sans[116], da hun forhen havde gjort sin Bekjendelse.

 [116] havde vret ved Fornuft.

Imidlertid opsatte M. Oluf og selv sammenskrev et bermmeligt
Skudsmaal om sin Lrdom, Liv og Levnet og lod det bre fra Hus til
Hus til den gemene Mand, som det alle undertegnede med deres Navne
eller Bomrker[117], en Del villigt, formedelst den Tanke, de havde
om hans Hellighed, og en Del halv tvungen, saasom de, der ellers
maatte hre hans Pukken og Trusel, at de enten skulde give hannem Sag
og Beskyldning eller og undertegne det, som de andre forhen havde
undertegnet. Udi dette Skudsmaal bermmedes paa det hjeste Mag.
Olufs Lrdom, Levnet og Omgngelse, samt trohjrtig Flid og Omsorg
for sin Menighed udi den erbarmelige Tilstand med de mange ilde
plagede og haardt anfgtede Mennesker udi Thisted. Deslige anfrtes,
hvorledes han med Bn og Tro havde stredet imod den onde Fjende med
saadan utrolig Sved og Arbejd, at han aldrig kunde have udstaaet
det, dersom GUds besynderlige Kraft og Styrke ikke havde opholdt
hannem, og sluttedes samme Skudsmaal saaledes, at de bekrftede med
Ed, saa sandt de vilde vente sig Hjlp af Gud og Trst af hans
hellige Ord, at han for sin trohjrtig Omhu og Nidkrhed for Guds re
blev uden al Skyld og Brde i denne Sag eftertragtet. Med dette
Vidnesbyrd rejste Mag. Oluf derpaa til Kbenhavn, klagede sig,
hvorledes han uskyldig var angiven, gik der omkring til en og anden
fornemme Folk og foregav, hvorledes der var udi Thisted fjorten
Mennesker af Djvelen legemlig besatte, og at han havde set hos
dennem alle de Tegn, hvoraf de Gejstlige slutter, at man skal kende
Djvelens legemlig Nrvrelse undtagen det eneste, at de ikke kunde
tale andre Sprog end deres Moders Maal.

 [117] et simpelt Mrke, der i ldre Tid benyttedes i Stedet for
 Navns Underskrift af Folk, der ikke kunde skrive.

Her fandt han ikke den Kredit, som han havde udi Thisted, men han
blev gemenligen imodsagt og tilraadt at afstaa denne hans Mening,
efterdi man fuldkommen kunde se, at han derudi fejlede. Han beholdt
dog ikke desmindre hans egne Tanker, menende ved Rettergang at drive
Sagen igennem og der at bevise de paaraabte Besttelses Tegn.

Som han nu intet videre udrettede i Kbenhavn, end at han igjen paany
blev befalet at forfje sig til Aalborg og der forvente, hvis[118]
Lov og Ret kunde medfre, saa rejste han tilbage igjen og derpaa
forblev udi Aalborg.

 [118] hvad.

Der nu Mag. Oluf saaledes var skilt fra disse formente besatte, og de
paa en anden Maade blev begegnet, mrkede man dagligen hos en Del af
dennem adskilligt forstligt Bedrageri, og hvorledes de samme deres
Besttelse opdigtede og derudi blev fremturende.

Herudover befol Kongen, at de mest forhrdede skulde fra Thisted til
Aalborg nedfres og udi Fngsel hver for sig indsttes, og blev
derpaa nedfrt Maren Zirichs, Karen Spillemands, Karen Toftum, Anne
Krogsgaard, Inger Fusmands og Anne Jakobs Dotter. Derhos blev og
stillet Ordre, at Barnet Kirsten Langgaard i lige Maade skulde
nedfres; men Faderen holdt det i Begyndelsen udi Skjul og vilde ikke
frem dermed, saasom dets Hvid Rotte nu var slet borte og man intet
mere fornam til dets Optger.

Endelig maatte han omsider dermed for en Dag, og blev saa Thisted
endelig befriet fra dette urolige Selskab.

Herpaa befol Kongen hans Fiskal at inkvirere om denne Handel, og de
udi dette opdigtede Besttelsesvrk skyldige og interesserede efter
Lands Lov og Ret at tiltale.

Der blev og beskikket Kommissarier, som der udi skulde kjende og
dmme som ret og lovmssigt kunde eragtes.

Da Mag. Oluf det fornam, sgte han at forsyne sig med Attester af den
gemene Almue i Thisted, om hvis[119] de havde set og hrt hos de
formente besatte og dermed vilde sge at forsvare sig og fgte til
det yderste for denne sin saa kaldede Guds egen og Landets
almindelige Sag.

 [119] hvad.

Imidlertid ankom Barnet Kirsten Langgaard til Aalborg og blev efter
Biskoppens Begring indtaget udi Provstens Hus der udi Byen og der
med Lemfldighed og god Undervisning begegnet, gik og straks derpaa
til Bekjendelse, at hun aldrig havde troet, at hun var besat, vidste
og vel, at hun skadede intet i de Maader, mens at hun det saaledes
havde indbildet Folk, hvortil hun havde faaet den frste Anledning
af Mag. Oluf, som efter hendes Beretning en Gang til hendes
Faders[120], Oluf Langgaards, tog hende afsides og spurgte, hvad hun
skadede, og som[121] hun svarede, at hun havde ondt i hendes Fod,
sagde han, det var ikke saa, men hun var besat, og han skulde vel
hjelpe hende i faa Dage. Item[122] en anden Gang i hendes Hus gik med
hende i en af deres Stuer og tog da noget Konfekt op og gav hende,
bad at hun ikke skulde vre rd for hannem, han havde hrt, at hun
var besat, og at der var gaaet et Lys for[123] hende, da hun gik af
Skolen, og da foer Djvelen i hende. Denne Snak om Lyset, sagde hun,
at en Pige deri Byen havde sagt tilforne; men hun (Barnet) vidste
ikke, at Mag. Oluf vidste det, frend nu, han sagde, at det var
Fanden, der da var faren i hende, fra hvilken Tid hun og blev ved at
sige, det var saa. Men at raabe paa Folk for Trolddom sagde hun, at
Maren Spillemands kom[124] hende frst til, og truede hende, at hvis
hun ikke gjorde, som hun saa hende gjre, saa kom hun aldrig i
Himmerige, desligeste tidt nappede og stdte hende, traadte hende
paa Foden, at hun skulde gjre, ligesom hun saa, at hun gjorde for.

 [120] i hendes Faders Hus (denne Taleform er for vrigt endnu
 ganske almindelig i Jylland).

 [121] da.

 [122] ligeledes.

 [123] foran.

 [124] fik.

Ydermere sagde hun, at som der frste Gang kom Bud, at hun skulde
komme til Bispen, da havde Mag. Oluf hende inde i hans Kammer og gav
hende der, da som tilforne, Rosiner, Mandler og bler og med Lokken
og Truen formanede hende, at sige fast[125] hun var besat, og at hun
skulde tage sig Vare for Biskoppen, at han ikke lokkede eller truede
hende til at sige andet eller gjre andet, end som[126] hun var
besat.

 [125] bestemt, vedholdende.

 [126] som om.

Item at Mag. Oluf udi Enrum sagde til hende, at hun skulde raabe paa
Anne Christens Dotter og lukke sine jne og le ad hende og kalde
hende Memme og Molille; men Povl Rytter lrte hende at sige, at
Djvelen var kommen til samme Anne Christens Dotter paa Skinderup Eng
for tyve Aar siden, og at der sad et Mrke paa hendes hjre Side.
(Dette Mrke havde Povl Rytter tilforn set paa Anne Christens Dotter;
men Barnet tog fejl og sagde, at det var paa den venstre Side). Item
at Mag. Oluf kom hende til at raabe i Kirken, at Djvelen skulde
komme i Amtmanden og hans Brn, dersom han ikke lod Anne Christens
Dotter brnde, og at han hviskede dette til hende, da hun sad hos
hannem i Skriftestolen udi Kirken.

Det Navn Hvid Rotte, sagde hun, at Maren Spillemands havde frst
nvnet, hvor efter hun (Barnet) det tog og blev derved.

I det vrige vidste hun omstndelig at forklare alt, hvis hun havde
gjort og talt udi Thisted, udi hendes formente Anfgtning[127], og
sagde derhos endelig, at hun over alt udi dette Vsen blev Tid efter
Tid mer og mer styrket af M. Oluf, Christian Friederich Mavors, Povl
Rytter og Maren Spillemands, og at alt det, hun gjorde og sagde, det
kom de andre hende frst paa[128], og som de sagde for hende, saa
sagde hun bag efter, dog var ingen slemmere end Poul Rytter til at
komme hende til at raabe paa Troldfolk. Vidste hun og siden selv at
beklage, hvorledes hun var bleven forfrt, og sagde, at det havde
vret at nske, at Mag. Oluf havde anderledes undervist hende og
straffet hendes Udyd, i den Sted[129] han styrkede hende der udi.
Derfor maatte han tage paa sin Samvittighed al den Guds Fortrnelse,
som af hende var begangen.

 [127] Anfgtelse.

 [128] det stak de andre frst i hende.

 [129] i Stedet for, at.

Saa blev hun nu ombeden[130] at stille sig an paa samme Maade, som
hun havde gjort det udi Thisted, hvortil hun udi Frstningen ikke
vilde, men grd og skammede sig; men, da man gav hende gode Ord og
lovede hende, at hun skulde blive fri for Straf, gjorde hun sine
Ophvelser, lagde sig paa Gulvet, krummede og opbrystede sig, rev
Huen af sit Hoved, gabede, udrakte Tungen, spyttede og vrngede Mund,
skreg og gede og anstillede sig saa grsselig og galt, at om nogen
enfoldig, som ikke vidste, hvad det var, havde set hendes Adfrd,
skulde den have blevet bange for hende og tnkt, at det var Hvid
Rotte og ikke Kirsten Langgaard, der gjorde denne Allarm.

 [130] anmodet om.

Ikke desmindre forfgtede Mag. Oluf paa det ivrigste hendes
Besttelse, og i hvorvel han hver Dag saa hende for de Kongelige
Kommissarier at staa til Munds[131] baade med hannem og de andre og
vide at gre god Rede for sig, om alt hvis hun havde bekjendt, og hun
udi hendes formente Raseri havde talt og gjort, saa agtede han dog
intet alt dette, men sagde, at hun var et Barn og var forlokket til
at gjre denne Bekjendelse. Djvelen var og en trsk Aand, som holdt
sig til en Tid forborgen, men var dog hos hende, fremlagde derhos
adskillige, enfoldige Folks Attester om hendes galere Adfrd i hans
Hus udi Thisted og i Srdeleshed foregav som et stort Kjendetegn paa
hendes Besttelse, at hun havde talt Latin. Og er dermed saaledes
beskaffet:

 [131] blive forhrt.

Da Biskoppen, som for[132] er meldet udi Begyndelsen af denne Allarm,
havde ladet Maren Spillemands og denne Kirsten Langgaard kalde for
sig, og han selv stod i Tvivl om dette Vrk, efterdi Mag. Oluf saa
haardt forfgtede det, talte han nogle latinske Ord til hende for at
fornemme, om hendes Djvel kunde forstaa det. Nu hndte det sig, at
hun omsider iblandt anden Sladder sagde Gloria[133], hvilket Ord (som
hun siden vidste at gjre Rede for) hun havde lst udi sin Salmebog,
hvor det staar for den Salme: Alleneste Gud i Himmerig. Dette eneste
Ord tog Mag. Oluf til et uimodsigeligt Kjendetegn paa Djvelens
legemlig Nrvrelse, udbredte[134] det som et stort Vidunder og
brugte det baade for denne Kommission og siden stedse som et
Hoved-Argument om hendes Besttelse.

 [132] foran.

 [133] Gloria d. v. s. re.

 [134] omtalte.

Imidlertid forsvandt denne Hvid Rotte aldeles og Barnet ved gudelig
og omhyggelig Undervisning blev derefter skikkeligt, vedstod og sin
forskrevne[135] Bekjendelse siden for Kongens Hjeste Ret i Mag.
Olufs egen Paahr.

 [135] d. v. s. oven omtalte.

Saa blev da Maren Zirich (den gte Mands Kone, som tilforne var
kureret udi Mag. Olufs Seng) forestillet for Kommissjonen, hvor hun
rundt ud bekjendte, at hun af hendes Svaghed havde taget Anledning
til at give sig ud for at vre besat, efter den Lrdom, Mag. Oluf
havde givet hende, og at Maren Spillemands havde styrket hende i
samme Indbildning og kaldet hendes Djvel Fante. Forklarede ogsaa,
hvorledes Mag. Oluf havde gjort hende vis[136] at hun havde en
Vissenhed udi hendes Laar, som ikke stod til at hjlpe, uden hun kom
udi hans egen Seng at ligge, hvor man skulde faa saa store Mirakler
at se, at der ikke siden Apostlernes Tid var sket strre, saa og
hvorledes Mag. Oluf, da hun kom i hans Seng, havde lagt sig paa
Sengen hos hende og sagt til de omkringstaaende, at nu skulde de faa
at se, hvad for en Kraft der var hos hannem, idet Gud havde givet
hannem Naade til at binde Djvelen, naar han vilde, og komme
Djvelen til at tale, naar han i den Herre Zebaoths Navn befol det,
bekjendte desforuden, hvorledes han hende i sit Studere-Kammer havde
begegnet, som forhen er ommeldet, klagede udi hjeste Maader over, at
hun saaledes af sin Sjlesrger havde vret forledt, og lagde paa
hans Samvittighed at svare til al Guds Fortrnelse og godt Folkes
Beskmmelse, som hun havde forvet, og der hun blev stillet for
Retten for at komme til Munds med hannem, overtydede hun hannem dette
i hans aabne jne med grdende Taare, ja end ydermere forekastede
hannem, hvorledes han hende tilforn en Dag udi hendes Svaghed, da han
hende med det Hellige Sakramente skulde betjene, utugtelig med sin
Haand paa hendes blotte Legeme havde begegnet, sagde sig at ville paa
denne sin gjorte Bekjendelse gaa til sin Dd, trodsede imod
hannem[137], om han turde ngte det, og beraabte sig paa adskillige
Kvindes Personer, som han i lige Maade med den saa af hannem kaldede
faderlige Revselse utugtig havde begegnet (hvilket og siden ved
Efterforskning saaledes er befunden).

 [136] havde oplyst hende om.

 [137] udskede ham.

Han derimod anhrte disse Beskyldninger med et forandret Ansigt og
vilde ikke binde sig ved at svare noget vist dertil, men tog
Anledning af hendes Bekjendelse til at beskylde hende for et
uddisk[138] Menneske, der efter egen Tilstaaelse havde ljet paa
Gud, sig selv og sin Jvn-Kristen og derfor ikke stod til troende,
anfaldt hende med stor Forbitrelse og satte i Rette over hende[139],
at hun som en offentlig Guds-Bespotterske burde at lide, i det vrige
for at igjendrive hendes Beskyldninger om hans Adfrd og faderlige
Revselse brugte sit Skudsmaal, som han mente var hannem Beskjrmelse
nok imod alle Beskyldninger. Han havde og forsynet sig med adskillige
Attester fra en og anden fattige, enfoldige Kvindfolk udi Thisted,
hvormed han vilde bevise, at hun visseligen havde vret besat med
andet mere, som han til hendes Ulykke og sin egen Befrielse
indvendte.

 [138] forbrydersk.

 [139] ankede over hende.

Nu for at blive ved denne Kvindes Historie, saa meldes her paa dette
Sted alt, hvis om hende udi Sagen siden er forefalden.

Da nu Kongen[140] fornam, at denne Kvinde godvilligen havde bekjendt
sin Synd og saa rent ud gaaet til Bekjendelse, beviste han hende
Naade og eftergav hende den fortjente Straf, han lod og de andre,
som endnu var forhrdede, om samme Kongel. Naade forsikre, om de sig
fra deres Haardnakkenhed vilde omvende.

 [140] Christian den femte.

Herover blev Mag. Oluf forbittret og kaldede denne Kongelig Naade en
uforsvarlig Pardon[141]. Han lod hende og siden indstvne for Kongens
Hjeste Ret udi egen Person at mde, og imidlertid ved sine
Tilhngere udi Thisted sgte hemmelig at overtale hende, at hun
skulde rmme bort; thi det vilde koste hendes Liv, hvilket Raad hun
dog ikke fulgte.

 [141] Overbrenhed.

Men, som hun formedelst Fattigdom og besvrlig Rejse, saa og fordi at
hun var frugtsommelig, ikke mdte for Retten, tog han deraf Anledning
at klage, hvorledes hun med Villie blev holdt tilbage, at det ikke
skulde opdages, hvorledes hun hannem havde paaljet. Der over lod
Kongens Fiskal[142] hende fre fra Thisted og stille til Ords[143]
for Hjeste Ret med Mag. Oluf, hvor hun udi hans aabne jne igjentog
og hannem omstndelig overtydede alt, hvis hun hannem tilforn havde
tillagt, forblev bestandig ved sin Bekjendelse, tilspurgte hannem, om
han turde ngte noget deraf ved sin Ed, sagde, at saa vist som hun
vilde mde hannem for GUds Dom, saa havde hun ikke sagt et Ord usandt
om hannem, hvilket altsammen han med Beskmmelse anhrte, og hverken
udi hendes Nrvrelse bengtede eller et eneste Ord dertil svarede.
Og blev hun hannem saaledes for Hjeste Ret tvende Gange forestillet,
om han hende noget havde at tilsprge, mens han vilde ikke binde sig
an med hende, paaskyldendes[144] at hun efter hans Formening var et
uddisk Menneske, som han ikke vilde agte vrdig at svare.

 [142] Den offentlige Anklager i Sagen.

 [143] til Forhr.

 [144] idet han gav som Paaskud.

Kvinden blev derefter forlovet[145] at rejse hjem og takkede GUd, at
hun fra sin Vildfarelse var bleven befriet.

 [145] fik Forlov til.

Nu var her ikkun seks tilbage af dette Besttelse Selskab, som blev
fremturende udi deres sdvanlige Gebrder udi Aalborg, hvoraf den
ene, navnlig Inger Fusmand, var yderlig svanger og blev derfore udi
en Mands Hus der i Byen indlagt, hvor hun og omsider fdte et ddt
Foster og dde i samme Barselseng.

Som nu de vrige fem blev stillet for de bemeldte Kongl. Kommissarier
udi Aalborg, fremkom for det frste Maren Spillemands, som udi otte
samfelde[146] Uger havde vret skikkelig og imidlertid baade for
Prster og andre, som hende havde besgt, ladet se adskillige
Poenitentses og Fortrydelses Tegn, idelig bejamret sin Daarlighed,
klaget over sine Forfrere og bedet Gud hjrtelig om hendes Synders
Forladelse med et skikkeligt Indlg, vidtlftig sammenskrevet om
hendes ganske Liv og Levnet, hvorudi hun fragik hendes forhen gjorte
Bekjendelse og derimod forblev ved hendes frste Foregivende, at hun
i fjorten Aar havde vret legemlig besat, klagede over, at hun til
hendes Bekjendelse var truet og lokket, og at hun da ikke havde
hendes fulde Sans, sigende derhos, at der hun samme sin Bekjendelse
anden Gang havde vedstaaet, havde der kommet noget gloendes ligesom
Ild og lbet op og ned i hendes Legeme, saa at hun havde sagt Ja til
alt det, hun blev tilspurgt, bekrftede det med en dyr Ed, saa sandt
som hun agtede at faa Himmerige og at mde for GUds retfrdige Dom og
sagde ydermere, at da hun den tredie Gang i lige Maade havde
offentlig for Retten den vedstaaet, var der og kommet noget lbendes
op i hendes hjre Ben, som lb langs op ad hendes hjre Side og satte
sig i hendes hjre re, og var (det) ligesom det kunde have sagt til
hende, sig Ja, at Du haver gjort Dig det selv, hvorpaa det var kommen
i hendes Hals, og hun var bleven meget underlig, saa hun ej kunde
sanse, hvad der blev talt eller gjort, og derfor sagde Ja til alt
det, som de hende tilspurgte, med andet mere deslige, som stod i
samme Indlg, hvilket hun selv for Retten oplste og foregav, at det
var hendes egen Skrift og Opsat, i hvor vel siden befandtes, at det
af en Kvinde der i Byen var for hende sammendigtet og skreven.

 [146] samfeld brugtes i ldre Tid Side om Side med samfulde.

Aarsagen, hvorfore denne Maren Spillemands og de andre udi
deres Ondskab saaledes blev bestyrket, var den gemene Mand og
Rendekllinger udi Aalborg, som en Del lb imellem Mag. Oluf og disse
fem forhrdede Kvindes Personer fra en til anden, der som[147] de sad
i Forvaring og fortalte, hvad de saa og hrte. En Del udi Forundring
over deres galne Gebrder havde Medynk med dennem og meddelte dennem
stor Almisse, saa at i den Sted de tilforn nppe havde haft det, de
kunde skjule sig udi, blev nu saa udpyntet og deres Legemer saa
udspkket[148], at de ej kunde nske sig bedre Dage.

 [147] der hvor.

 [148] udstafferet.

Her foruden brugte Mag. Oluf hemmelig alle de Midler, hvorved han
kunde styrke dennem til at blive bestandig, sigende, at det skulde
omsider faa en god Udgang for dennem, han skulde vel anderledes
forklare deres Sag for Kongen, da derimod, hvis de faldt af[149]
vilde det koste deres Tunge og Hoved, formedelst deres forvede Guds
Bespottelse.

 [149] fra.

Som nu Maren Spillemands denne hendes ny Bekjendelse for Retten havde
fremlagt, begyndte M. Oluf at pukke, ligesom han havde vundet Sagen,
og uagtet han af Retten blev befalet ingenlunde at styrke dette
vildfarende og forhrdede Menneske i hendes Halstarrighed, satte han
dog Mod i hende, at hun skulde blive fast derved, og foregav, at hun
var nu ved hendes fulde Sans og derfore denne hendes Bekjendelse at
holde for sandfrdig.

Saa blev der nu imod hende frt Vidner af Prster og andre fornemme
godt Folk om hendes forrige Bekjendelser og skikkelige Forhold,
imedens den varede, saa og om hendes ugudelige og gudsbespottelige
Forhold i Thisted og de Tegn, som en og anden der hos hende havde
mrket, at hun ikkun foer med Bedrageri. Derimod svarede hun, at hun
vidste aldeles intet af alt dette, hun havde ikke vret sig selv
mgtig, da saadant skulde passeret.

Herpaa fremkom Mag. Oluf med mangfoldige Attester, som han havde
ladet opsge hos den gemene Mand og dennem selv ladet stte udi Stil
og Form, og af nogle enfoldige Folk, som gamle Krlinger, Daglnnere,
Fiskere, Hospitalslemmer og andre deslige uforfarne Mennesker, som
hverken kunde lse eller skrive, med trende Bogstaver ladet
undertegne, hvormed han vilde gjre besatte baade disse Mennesker,
som vilde vre det, saa og de andre, som var kommen udi bedre
Oplysning og sig fra hannem havde afsondret.

Den fornemste iblandt disse Vidner, hvilken og de andre efterfulgte,
var en ldgammel Kvinde over 70 Aar, som opvartede de syge udi
Hospitalet og havde nogle Ntter vret hos Maren Spillemands. Denne
vandt[150], hvorledes hun tilligemed en Dum[151] og en Krbling selv
tredie havde vret om at holde paa Maren Spillemands en Gang i hendes
Anfgtning, og da blev Maren Spillemands Bryster saa store som Iveret
paa en Ko, der skal fde en Kalv, og i det samme blev de alle saa
mange, som holdt paa hende, lftet op tilligemed hende 7 Kvarter fra
Jorden, hvilket skete om Natten udi Maaneskin. Item at hun havde set
gloende Katte og Rotter om Natten i samme Tider, og det fornemmelig
St. Olufs Nat, klagede derhos, hvorledes hun og selv havde vret i
Fristelse, idet at disse gloende Rotter var kommen paa hendes Hals om
Natten og vilde have kvalt hende. Denne gamle Krling, da hun blev
nrmere forhrt, befandtes at gaa i Barndom og have hverken hendes
fulde Syn eller Sans.

 [150] vidnede.

 [151] stum d. v. s. dvstum.

Hernst kom Krblingen frem, som havde vret med udi denne
Skrmydsel, da Krlingen skulde vret lftet i Vejret, og stadfstede
hendes Vidne. Ja, her kom endda et Par til, som og forklarede, at de
havde set samme Vidunder.

Herpaa blev den anden Selskabs Sster, navnlig Karen Toftum, i lige
Maade fremstillet og fik at hre, hvad Vidner der var imod hende om
hendes Forhold udi Thisted, og hvad Tegn n og anden havde der i Agt
taget hos hende, at hun mange Gange var befunden at fare med
Bedrageri, blev og derhos alvorlig formanet til at afstaa sin
Haardnakkenhed.

Mag. Oluf derpaa straks, uagtet Rettens Forbud, styrkede hende
ligesom Maren Spillemands, sigende at han havde set store Jrtegn hos
hende saa vel som hos de andre, hvor over hun sig meget halstarrig og
ond anstillede, pukkede imod enhver, som havde vidnet imod hende, at
de skulde vel en Gang forsvare det for Kongen, satte sig derpaa plat
ned paa Gulvet for Retten og sagde, at hun blev dd i hendes Laar og
Bene, vidste dog vel at tage dennem til sig, naar man vilde rre
derved. Hvorpaa Retten lod straks indkalde tvende Bartskrere[152] at
bese hendes Tilstand, da hun af al Magt satte sig derimod med Vrede
og Bisterhed og vilde ikke, at nogen maatte rre hendes Ben, sagde,
at de kunde ej sknne derpaa[153]; thi hendes Svaghed var inden i
Benene. Endelig fik de dennem dog for en Dag og fandt aldeles ingen
Svagheds Tegn, men derimod fuldkommen Flelse og Rrelse som hos et
andet friskt Menneske, saa at man jensynligt kunde mrke hendes
Bedrageri.

 [152] Barberere; men disse vare i ldre Tid tillige Saarlger.

 [153] dmme derom.

Hun gjorde sig og en Gang lige som dd og sansels for Retten; men,
som[154] man i en Hast holdt hende noget strkt lugtende for Nsen,
efterdi man kjendelig saa hendes Bedrageri, blev hun forbavset, og i
samme jeblik med Ansigtets Forandring spurgte: Hvad er det? Og da
man sagde: Det er noget, som kan fordrive eders Djvel, lod hun sig
saadanne ej mere paakomme; men hendes Laar-Djvel vilde hun dog ikke
lade fare, saa lnge hun var for Retten, og som man med tvende
Personer lod hende en Gang eller to ved Armene oprejse og i det samme
udi en Hast slippe, lod hun sig meget sagte og forsvarlig igjen til
Jorden nedsynke, og holdt det saaledes, indtil hun kom bort fra
Retten og langt ned paa Gaden fra de omstaaendes Aasyn, da hun igjen
som tilforn gik frisk og sund og sagde, at nu var hendes Djvel
borte.

 [154] da.

Om denne Karen Toftum havde Mag. Oluf ingen synderlige Vidner uden
noget latterligt og daarligt sammensanket Krlinge Snak. Han kunde
og, saa vel som alle andre, kjendelig se hendes forstlige Bedrageri.
Ikke des mindre sagde han, at han hendes Besttelse til det yderste
vilde forsvare.

Saa fremkom da den tredie Selskabs Sster, som var Karen Spillemands,
Sster til den forrige Maren Spillemands, og foreholdt man hende paa
samme Maade, hvis[155] Vidner der var om hendes Forhold og formanede
hende at afstaa (fra) sin Galskab og Daarlighed. Denne Pige syntes i
Begyndelsen for Retten ligesom at ville lade sig nogenledes sige og
komme udi andre Tanker, hvorfore Mag. Oluf, uagtet al til hannem af
Retten gjorte Forbud og Formaning, frend man kunde komme til at
forhre hende, sagde offentlig, at han havde hrt hende i Thisted
tale en hel Sentents paa kaldisk Sprog. Hvilket da hun hrte, var
hun ligesaa ubevgelig som de andre og sagde, at Troldkonerne havde
forgjort hende. Man maatte derpaa tilsprge Mag. Oluf om denne
kaldiske Sentents, at han den vilde sige, hvorpaa han forklarede,
hvorledes en Rytter der udi Egnen en Dag var kommen til Thisted,
givende sig an[156] for at forstaa noget udi Barskr Kunsten og var
iblandt andet indkommen til denne Karen Spillemands og talte til
hende paa kaldisk, hvorpaa hun hannem svarede paa dansk og i det
samme talte nogle sre Ord, som Mag. Oluf ikke forstod, hvorfore han
spurgte Rytteren, hvad det var hun sagde, hvorpaa han svarede, at hun
sagde paa kaldisk, at han skulde kysse hende etc.

 [155] hvilke.

 [156] givende sig ud.

Dette fortalte Mag. Oluf som et uigjendriveligt og trovrdigt Tegn
paa hendes Besttelse, og i hvor vel hannem straks blev bevist, at
denne Rytter (som skal have vret en Tyrk af Nation) hverken kunde
hebraisk eller kaldisk, men havde ikkun sagt dette af Narreri, saa
blev han dog fast derved, og sagde sig end ydermere det at ville
bevise.

Den fjerde Selskabs Sster, Anne Krogsgaard, blev i lige Maade
forelst de Vidner, som var imod hende, og hun af Retten formanet at
bekjende Sandheden. Men Mag. Oluf tog straks hendes Forsvar ligesom
de forriges, herudover hun og forblev i hendes Indbildning eller
Foregivende, at der maatte have vret noget Spgeri hos hende,
efterdi andre havde sagt det saaledes for hende.

Den femte og sidste ved Navn Anne Jakobs Dotter kom og frem, men
anstillede sig ligesom taabelig, sagde sig fuldkommen at vre
legemlig besat af Djvelen. Men inden Sagen fik Ende fdte hun et
friskt Drenge Barn, for hvis Fader hun angav Bysvenden[157], som
hende i Fngslet havde opvartet. I det vrige forfgtede Mag. Oluf
paa det skarpeste disse Menneskers Besttelse, beraabende sig stedse
paa de af hannem udi Retten lagte mangfoldige Vidnesbyrd, hvilke
dog, som fr er meldt, ikke var uden nogle enfoldige Menneskers
urimelige og ugrundede Snak.

 [157] Byvrighedens offentlige Tjener, Politibetjenten.

Som nu Kommissarierne saaledes udi en langsommelig Tid havde gaaet
Sagen igjennem og tidt og ofte alvorligen advaret Mag. Oluf, at man
nok kunde se, at han vidste bedre, og ikkun for at frelse sig selv
stod saa uforanderlig paa sin Sags Forsvar, foreholdende hannem, at
det var menneskeligt at fare vild, men ugudeligt at blive ved i sin
Vildfarelse, i det vrige givet hannem Tid og Lejlighed at fremfre
alt det, som kunde vre til hans Forsvar. Han derimod ikkun sgte
Ophold og Udflugter, beraabende sig endda paa nogle hundrede
Vidnesbyrd, alle af lige Beskaffenhed som de forrige, blev endelig af
Kommissarierne saaledes Dom afsagt som flger: At de tre af disse
formente besatte Kvindes Personer, Maren Spillemands, Anne Krogsgaard
og Karen Toftum, for den GUds Bespottelse og godt Folks Beskmmelse,
som de klarligen overbevistes at have forvet med fri Forst, saa vel
som Maren Spillemands, som sine Misgerninger frivilligen havde
bekjendt, sig fra sin forrige Galskab udi lang Tid entholdet og
endelig samme sin Bekjendelse igjen fragaaet, skulde derfore miste
deres Liv og deres Hoveder sttes paa en Stage.

Anne Jakobs Dotter, som sjuntes at have taget Anledning af nogen
Sygdom til at opdigte adskilligt til Guds Fortrnelse og godt Folkes
Beskmmelse, skulde derfore stryges til Kagen og forvises Kongens
Riger og Lande.

Poul Rytter, som befandtes at have ladet sig bruge udi dette
opdigtede Besttelsesvrk og imod sit bedre Vidende de vildfarende
bestyrket, skulde udi Thisted Kirke staa aabenbare Skrifte og samme
sin Forseelse for Menigheden der offentlig afbede og desforuden have
forbrudt alle Studenteres Privilegier og Forhaabning til noget
gejstligt Embede.

Christian Friederich Mavors i lige Maade at vre relegeret udi tre
Aar og rmme Aalborg Stift.

Mag. Oluf Bjrn for sine mangfoldige hannem overbeviste grove
Forseelser og Forargelser imod Kongens Lov og Ritual, imod den
Lydighed, som han sin Konge var pligtig, imod den Hrsomhed, han
burde bevise sin Biskop og gejstlig vrighed, imod den Ed, han ved
det hellige Embedes Indtrdelse gjort havde, og imod den Skyldighed,
som udkrves af en hderlig og retsindig Guds Ords Tjener udi hans
Levnet og Omgngelse, skulde have forbrudt hans Kald og Embede og
affres hans prstelige Dragt, dog frst paa en Sndag til Hjmesse
udi Thisted staa aabenbare Skrifte og afbede den store Forargelse,
som han havde givet sin anbetroede Menighed, derhos miste sin Boes
Lod og ikke mere lade sig finde i Jylland, paa det den enfoldige og
gemene Mand ikke ved hans forrige, forargelige Lrdom og Levnet mere
skulde forledes.

Herhos blev og dmt udi Straf en Del andre Personer, som i dette
opdigtede Vrk var interesserede, enhver ligesom deres Forseelses
Beskaffenhed befandtes.

Denne Kommissariernes Dom lod Mag. Oluf sig intet forskrkke, men
pukkede endda som tilforn, at han skulde vel drive dette alt omkring
paa en anden Fod og beskmme alle dennem, som havde vret hannem
imod, satte og derpaa, baade for sig selv og sine medinteresserede,
en vidtlftig Stvning til Kongens Hjeste-Ret, hvor udi han
indstvnede nogle tusende Mennesker, en Del til at vidne og en Del
til at lide Dom, lod og samme sin Stvning oplse paa Retter-Tingene
der omkring i Landet, og derhos indbildede den gemene Almue, som
hrte hans haarde Stvning, hvorledes han der udi beskyldte og
gjorde store og strnge Irettesttelser baade imod Vidner, Dommere og
Vederparter[158] at han alt var forsikret om en nskelig Udgang paa
sin Sag.

 [158] Modpart, Opponent.

Saa kom da omsider Sagen ind for Kongens Hjeste-Ret, hvor Mag. Oluf
den udi egen Person med strste Ivrighed forsvarede, dog ikke det
aller ringeste fremlagde, hvorved denne Besttelses Rigtighed kunde
bevises, men altstille[159] dristeligen beskyldte alle dennem, som
ikke var enige med hannem, sgte adskillige Udflugter, skede
vidtlftig Ophold og Tid til at forsvare sig, besvrgede sig over
Retten og klagede sig at vre rettesls med mange andre grove og
dumdristige Formastelser, saa at man endnu aldrig haver fornummet
nogen med strre Dristighed at forsvare den bedste Sag, end han denne
forfgtede.

 [159] stadig, vedholdende (Almueord).

De fem formente besatte Kvindfolk blev og stillet for Retten og
dennem en Prokurator forordnet, som paa deres Vegne skulde tale, saa
vidt forsvarligt kunde vre.

Endelig efter at Hjeste-Ret Sagen udi et ganske Fjerdingaar med
strste Taalmodighed havde anhrt, og alting paa det njeste
overvejet, blev der udi den 26 Fbr. 1698 saaledes dmt og kjendt: At
Maren Spillemands for den Ugudelighed og Galskab, som hun efter egen
frivillig Bekjendelse og andre Bevis havde forvet, skulde stryges
til Kagen[160] og indsttes udi Forvaring til Arbejde hendes Livs
Tid.

 [160] Kagen, en Pl eller Sttte, hvorved Forbrydere bleve
 hudstrgne, idet Bddelen piskede dem med en Svbe.

Anne Jakobs Dotter, som foruden tvende Gange begangne Lsagtighed, i
lige Maade havde vet adskillig Ugudelighed og udsagt skndelige og
usmmelige Ting, skulde vre lige Straf undergiven.

Karen Spillemands, Anne Krogsgaard og Karen Toftum for deres
Misgjerninger ligeledes at indsttes til Arbejde.

Povl Rytter skulde efter Kommissariernes Dom vre in perpetuum
relegeret[161] fra Universitetet og have sine gejstlige Privilegier
forbrudt. Desligeste under hjeste Straf ikke lade sig finde udi
Aalborg Stift.

 [161] forvist for bestandig.

Christian Friederich Mavors skulde i lige Maade under hjeste Straf
entholde sig fra Aalborg Stift og vre relegeret[162] paa et Aars
Tid.

 [162] forvist fra Universitetet.

Mag. Oluf Bjrn, som befandtes udi mange Maader at have forgrebet sig
imod kongl. Majestts Regjering, Lov og Ritual[163], ikke forholdet
sig udi denne Besttelses Handel, som en retsindig Prstemand egnede
og anstod, skulde andre til Eksempel og sig selv til Straf have
forbrudt hans Kald, prstelig Embede og Boes Lod, affres hans
prstelige Dragt og indsttes udi Fngsel hans Livs Tid.

 [163] Forskrift for de kirkelige Handlinger.

Herpaa blev Mag. Oluf henfrt ad Borringholm[164] og der indsat udi
Fngsel. De forfrte Kvindes Personer beviste Kongen Naade, saa at de
to blev fri for at straffes til Kagen, og de alle fem blev skilt fra
hinanden og indlagt udi adskillige Hospitaler udi Riget, hvor de nu
lever udi Rolighed og intet lader se af deres forrige Galskab eller
Gebrder.

 [164] Bornholm.

Saaledes endtes da omsider denne vidt udraabte og forvirrede
Besttelses Sag efter at Mag. Oluf den, som fr er meldet, siden
Begyndelsen af det Aar 1696 havde drevet og af yderste Evne forsvaret
og dermed frt mange godt Folk en Del udi Landery og Udraab, en Del
udi Fortrd, Skade og Omkostning, mange enfoldige Mennesker udi
Vildfarelse og Overtro, disse hans daarlige Tilhngere udi stor Synd
og Guds Fortrnelse, sig selv tilligemed dennem fra al deres
verdslig Velfrd udi Fngsel og Elendighed.

Nu paa det enhver, som lser denne Historie, kan vide den rette Grund
og Aarsage, hvad der haver bevget denne Mand til at stifte dette
onde og ugudelige Vrk og hvad Henseende han derunder haver
haft[165], saa tjener for det frste til Efterretning, at der i
Nrvrelsen, som han var Prst, boede en fornemme, velhavende Mand,
hvis Dotter Mag. Oluf, som i Historien meldes, begrte til gte, men
blev hans Begring ngtet. Herudover fattede han et uudlskeligt[166]
Had til samme Hus og lovede at ihukomme den Spot, som han mente sig
der at vre vederfaren.

 [165] hvad Hensigt han har haft dermed.

 [166] uudslukkeligt.

Nu var den gemene Almue der i Egnen (som det og gaar til andre
Steder) ilde oplyst og tilbjelig til allehaande Overtro, som at der
skulde findes iblandt dennem en Del Hekser og Troldkrlinger, som ved
overnaturlige Kunster kunde forgjre baade dennem og deres Kvg, tage
Mlken fra deres Ker, Smrret af deres Krne, vise Djvelen ind udi
hvem de ville, rejse Storm og Uvejr, tage Held og Lykke fra en og
give en anden med andre deslige Levninger af Hedenskabet. Naar man
nu eftertnker dette Folks Grovhed og Mag. Olufs Gemyt, som af denne
Historie alle Vegne kan ses, er det let at dmme, hvor snart de, som
han undte ilde, kunde komme i et ondt Rygte og Mistanke baade i n og
anden Maade, som her og er sket, at den forbemeldte, fornemme Mands
Kone iblandt andre blev af denne vildfarende Almue udraabt for at
vre en Troldkone og ved Djvels Kunster at have tilfrt hendes Mand
en stor Del af deres Midler og Formue.

Til hvilken usandfrdig Beskyldning Mag. Oluf uden Tvil haver givet
den frste Anledning, eller i det ringeste (som af Historien klarlig
ses) styrket dennem, som sligt foregav, og det udi Henseende[167] at
hvne sig paa samme fornemme Hus, og om ikke ganske at skille de
vedkommende ved re, Liv og Velfrd, da dog i det mindste at hnge
dennem en evig Klik og Vanre paa.

 [167] i den Hensigt.

For det andet blev han til dette ugudelige Vrk dreven af en utidig
rgjerrighed, menende derved at gjre sig et stort Navn og passere
for en hellig Mand og disse Tiders Apostel, som Historien selv det
tydeligen giver til Kjende.

Den tredie Aarsage, som drev hannem til at opdigte denne Besttelse,
var en stor Letfrdighed. Thi det er klart af Historien, hvor frdig
han var med[168] at lade fre de formente besatte i hans Hus og
Sengekammer, og kan enhver let gtte, hvad der videre maa vre
passeret, helst naar man derhos betragter det, som anlangende denne
Post om hannem er bekjendt der paa Stedet, som han var Prst, og for
Hjeste-Ret jensynligen blev bevist, at han almindeligen
fodrede[169] til sig i hans Studerekammer det unge Kvindekn, som
agtede at gaa til Alters, ja endog undertiden paa den samme Dag, og
det ikkun en ad Gangen under Prtekst[170] at lade sig overhre. Naar
de nu ikke kunde svare til hans Sprgsmaal, hed det, at de skulde
have en faderlig Revselse, hvilken, som fr er meldt, bestod i nogle
Smk af et lille Ris og derpaa af hans Haand paa deres bare Rumpe.
Og, naar de da af Blyfrdighed vgrede sig herudi, svarede han, at
han var deres Fader og Lrere, de maatte ikke sige hannem imod,
ligesom Abraham, i hvor vel han var en gammel Mand, ikke disputerede
med Gud om Omskrelsen.

 [168] rask han var til.

 [169] fordrede, forlangte.

 [170] Paaskud.

Naar nu disse enfoldige Kvindfolk var bleven grundeligen oplrt udi
denne Lydighed, saa er let at slutte, hvad de ikke skulde tilstede
saadan en vrdig og hjt oplyst Mand, som efter deres Tanke var saa
hellig, at han, naar han vilde, kunde lgge Tm og Bidsel paa
Djvelen og drive hannem, i hvad Krog han vilde.

Anlangende[171] de Mennesker, som haver vret med udi dette opdigtede
Besttelses Vrk, da udviser Historien, at nogle deraf haver vret
enfoldige og uoplyste Folk, som af deres Prst er bleven bragt udi
denne Besttelses Tanke og derudi siden mer og mer styrket. De andre,
som imod deres bedre Vidende haver ladet sig bruge til denne
Ugudelighed, haver vret en Del nogle berygtede og for andre Udyder
bekjendte Personer og en Del lade, rkeslse og iblandt fattige, usle
Mennesker, som ved dette opdigtede Vsen led vel[172], levede krsen
og havde fuldt op, saasom Mag. Oluf saa lnge det stod paa,
indsamlede til dennem store Almisser og af yderste Formue bevgede
alle Folk til Medlidenhed og Barmhjrtighed mod dennem.

 [171] angaaende.

 [172] trivedes vel, befandt sig vel.

Saa ses da klarligen af denne lille Historie, hvor let man kan blive
bedragen i saadanne Tilflde, og hvor langsom man br at vre i at
tro slige uforstaaelige Ting, og findes der ellers udi andre Landes
Historier og lrde Mnds Skrifter Eksempler nok, at ugudelige og
vanartige Mennesker haver for timelig Ophold og Vindings Skyld
forvet deslige Bedragerier og usandfrdig foregivet dennem at vre
legemlig besat af Djvelen, hvoraf man her til des bedre Sagens
Oplysning tvende hosfjer, det ene, som for 120 Aar siden haver
tildraget sig her i Danmark, og det andet, som for 100 Aar er sket
udi Frankrige. Med det frste forholder sig saaledes som flger:

Udi Begyndelsen af det Aar 1577 var der en Studenter ved Navn Jrgen
Hansen, fd udi Nestved udi Slland, som foregav, at han var legemlig
besat af Djvelen og gjorde allehaande Optger, drog omkring fra det
ene Sted her udi Riget til det andet og samlede Almisse sigende at
han vilde begive sig udenlands, saasom han havde hrt, at der et
Steds skulde findes n, som kunde uddrive Djvle. Denne Person, efter
at han saaledes vidtlftig havde lbet og strippet[173] Landet
omkring, kom udi Martii Maaned til Odense og begrte der som andre
Steder Hjlp og Almisse. Gejstligheden der udi Byen lod hannem straks
kalde for sig og tilspurgte hannem nje om hans Vilkaar, hvorpaa han
forklarede, at han var legemlig besat med en Djvel, som kaldtes Ha
ha ha og Belial og var for seks Aar siden indmanet udi hannem af en
Kvinde tilligemed tre andre Djvle, som hedte Hoskahoya, Ovu og Ho ho
ho, hvilke tre sidste dog en Mand ved Navn Lauritz Korsr havde
uddrevet for hannem for nogen Tid siden. Men den frste kunde han
ikke fordrive, saasom han var strkere end de andre tre og de andre
tre ikkun hans Tjenere.

 [173] fjtet, strejfet.

Af denne hans Beretning tog man straks Mistanke og begrte, han vilde
oplse Troens Artikler, hvilket han og gjorde. Og som han kom til den
anden Artikel: Jeg tror paa Jesum Kristum, begyndte han at raabe og
skraale, sprre Munden op og se bister ud. Derpaa blev han ombeden at
tale til den onde Aand og bede hannem vre stille. Da slog han sig
paa Brystet og sagde: Vr stille for Jesu Kristi Pine og Dds Skyld,
straks derpaa forlod ham hans Fagter og igjen begyndte paa Troen, der
han havde sluppet, og lste den ud til Ende.

Herudover kom de nrvrende gejstlige udi strre Tvivl om denne
Besttelses Rigtighed, hvilket da han fornam, begyndte hans forrige
Lader, dog altid paa n Maade og ej anderledes, end et andet
Menneske vel kunde have gjort hannem efter. Og som de nrvrende
derved intet bevgedes, begyndte han at grde og hjlig svor og
forbandede sig paa, at han sandelig var besat. Derpaa lod
Gejstligheden hannem gaa fra sig den Gang.

Dagen efter kom han ukaldet udi Kirken og hrte Prdiken rolig og
stille, saa og blottede sit Hoved, saa tidt der blev nvnet Jesu
Navn. Men der Prdiken var ude, begyndte han at raabe og skraale alt
paa den forrige Maade og stillede sig[174] med Mund, jne og Ansigt,
det grummeste han kunde.

 [174] anstillede sig, skabede sig.

Herpaa traadte Superintendenten[175] Mag. Niels Jespersn straks
frem, talte til Menigheden, og berettede dennem Gejstlighedens Mening
om nrvrende Person med Formaning, at de ikke skulde antage saadanne
Ophvelser for en sand Besttelse, frend Sagen blev nrmere forhrt,
men heller bede Gud, at han vilde aabenbare Sandheden og ikke
tilstede hans hellige Navns Bespottelse eller saa stort og ugudeligt
Bedrageri, som her under syntes at vre.

 [175] man erindre, at Bisperne i den frste lutherske Tid bar Navn
 af Superintendenter.

Samme Dag forsamledes Gejstligheden med Borgermester og Raad i Byen
og raadfrte sig med hverandre om denne Handel, hvilket som Jrgen
Hansen fornam, begav han sig hemmeligen af Byen.

Saa blev da Sagen given til Kjende Kongens Lensmand, som bemeldte
Jrgen Hansen straks lod indhente og fre tilbage til Odense og der
stte udi Forvaring.

Saa blev han nu nogle Gange eksamineret, og foreholdt man hannem,
hvor stor Synd og Guds Bespottelse det var at opdigte en Besttelse
om sig selv, og det var at frygte, at Gud skulde give Djvelen Magt
med hannem, efterdi han selv vilde have det saaledes. Han derimod
stod haardt paa, at denne hans foregivne Besttelse var rigtig, lod
og iblandt[176] se hans forrige Ophvelser.

 [176] imellemstunder.

Endelig efter mange Formaninger slog han i sig selv[177], begrte
Papir og Blk og opsatte et Skrift, hvorudi han bekjendte sine Synder
for Gud og dennem afbad, lovende derhos aldrig mere at ville tillgge
enten Djvelen eller onde Mennesker hans Svaghed, men den at ville
annamme som et Kors af Guds Haand. Derhos forfattede han et Skrift
til gejstlig og verdslig vrighed paa Stedet, hvorinde[178] han i
lige Maade sagde, at han hans Svaghed vilde antage som et Kors
hannem af Gud paalagt og den efterdags hverken tilskrive Djvelen
eller noget Menneske, foregav derhos, hvorledes han for halvandet Aar
siden havde vret fra hans Sans og aldeles forrykt i Hovedet, og
vilde nu formene, at denne hans Svaghed maatte vre en Gren af
Melankoli og Levninger af hans forrige Galskab.

 [177] gik han i sig selv.

 [178] hvori.

Saaledes ophrte nu denne Besttelse, hvorom den formente besatte
Studenter selv tilstod, at han dertil havde taget Anledning af
naturlig Svaghed. Men andre holdt fore, at han den frivilligen havde
opdigtet, og nu alleneste til at befri sig fra Straf gjorde Paaskud
paa nogen Svaghed, som hannem dertil skulde have Anledning givet.

Det andet Eksempel om saadanne opdigtede Besttelser haver, som
forbemeldt er, tildraget sig udi Frankerige udi det Aar 1599
og findes paa efterflgende Maade beskreven af den bermte
Historieskriver Frantz Mezeray udi hans franske Historie.

Det var en Mand ved Navn Jakob Brossier, en Kldevver udi den By
Romorantin, han havde en Dotter ved Navn Marthe, som var tyve Aar
gammel. Denne Pige gik med en Sygdom i Milten eller Moderen og
derover gjorde meget usdvanlige Gebrder, saasom at springe i
Gesvindighed hid og did, at vride sit Legeme paa allehaande Maader,
at skrige ligesom adskillige Dyr, hun skummede af Munden, rkkede
Tungen vidt ud, og undertiden talte ligesom op af Maven foruden at
rre Munden, hvorved hun letteligen bragte Folk udi Tro, at hun var
legemlig besat af Djvelen.

Med denne Malkeko rejste Faderen hjemmefra og drog Landet omkring,
foregivende at ville ledsage Dotteren til hellige Steder og at opsge
nogen, som kunde mane Djvelen ud af hende.

Biskoppen udi Orleans og Kannikerne udi Clery drev dennem ud af deres
Egn, og Miron, Biskop af Angers, viste dennem tilbage ud af sit
Biskopdmme, saasom han af mange Tegn sluttede, at her var intet til
Stede uden en naturlig Sygdom og med stor Flid opdigtet Bedrageri.
Faderen lod det dog ikke blive derved, men frte hende til Paris,
hvor der findes saa mange Slags Gemytter, at intet er saa urimeligt,
at det jo finder nogen, som lber gal derefter eller og for Vindings
Skyld sger at narre andre dermed. Kapusiner Munkene der vare de
frste, som bemgtigede sig dette Bytte, og begyndte at besvrge
dette syge Menneske udi St. Genovefis Kirke.

Kardinal Gondy, Biskop udi Paris, tvilede noget paa denne Sag, kaldte
derfore tilsammen udi samme Kloster en Hoben gejstlige, og derpaa
efter samme gejstliges Raad forordnede fem bermte Doktore udi
Lgekonsten til at efterse, hvorledes hermed var beskaffet.

Efter adskillige Prver berettede tre af dennem Kardinalen, at her
var ingen Djvel hos denne Pige, men et stort Bedrageri og derhos en
liden Svaghed; thi hendes Tunge var rd og hoven, og man fornam nogen
Knurren udi hendes venstre Slagside. Den fjerde af Doktorne ved Navn
Hautin vilde intet vist sige herom, men paastod, at man skulde se
Tingen an udi et Fjerdingaar. Den femte, ved Navn Duret, var alene
den, som sagde, at hun var besat. Og som han var en meget bermt
Mand, saa satte dette Mod i Munkene at lade hende bese af andre
Doktore, hvilke og var af samme Mening.

Saa begyndte man frst for Alvor at slaa sig ls. Den gemene Mand lb
derhen i Hobetal og som forstyrret, og Gemytterne blev optndt imod
hinanden, saa at det var at befrygte, at dette Orakel skulde give de
Svar, hvoraf Oprr kunde yppes, om man ikke betimelig lukte Munden
til derpaa.

Saa lod da Parlamentet tage denne Pige fast og antvordede hende udi
Forvaring til Lugoli, Dommeren over Misddere og til Kongens Prokurr
ved Raadstuen, som hende forvarede udi tyve Dage.

Imidlertid lod bemeldte Parlament hende besge af elleve de
bermteste Doktore, som alle gav til Kjende, at de ikke kunde
fornemme noget hos hende, som overgik Naturens Kraft. Ikke desmindre
raabte de gejstlige i deres Prdikener, hvorledes man herved gjorde
Indgreb udi Kirkens Myndighed og dmpede den overnaturlige Rst, som
Gud her vilde bruge til at overbevise Ktterne deres Vildfarelse.

Her maatte og Parlamentet bruge dets Myndighed til at forbyde dennem
at tale noget herom.

Det befol og Stads Hauptmanden Rapin at fre Marthe tilbage til
Romorantin, og der at overantvorde hende udi Faderens Forvaring og
forbyde hannem at lade hende komme ud af Byen uden Stedets vrigheds
Videnskab[179] under Straf paa Kroppen, som baade han og hun ellers
skulde vre undergiven.

 [179] Viden.

Dette Vsen endtes dog ikke hermed. Thi Aleksander af Rochefoucauld,
Abbed til St. Martin og Broder til Frantz, Biskop udi Clermont, som
siden blev Kardinal, tog (efter samme Biskops Raad, som man mente)
dette stakkels Menneske med sig af Landet, frte hende til Avignon og
siden til Rom. Men, som de franske Agenter der allerede havde
forestillet Paven og det hele Hof, at deres Konge vilde tage dette
til Mistykke[180], saa fandt bemeldte Abbed ikke de Venner, som han
havde tnkt at formaa[181] der paa Stedet, ikke heller nogen, som
vilde tro noget, der kunde vre imod deres Gavn og Bedste. Saa fornam
nu Abbeden, at han havde bedraget sig selv, hvorudover han skrev
Kongen til og udi strste Ydmyghed bad om Forladelse. Kort derefter
faldt han i en Sygdom og dde af Bedrvelse, som Ordet gik, fordi at
han havde taget sig denne lange Rejse paa og derved intet andet
vundet end Foragt.

 [180] tage dette ilde op.

 [181] raade over.

Marthe og hendes Fader blev forladt af alle Mennesker og havde i saa
Maade ingen Tilflugt uden til Hospitalerne.

Til Beslutning[182] falder her at melde om den ved Trykken udgangne
Beretning om det saakaldte Huskors udi Kjge[183]. At som Mag. Oluf
udi sin Skrivelse til Bispen saavel som siden stedse udi Sagen sig
derpaa saasom paa en utvivlagtig Historie haver beraabt, ja ydermere
som sjunes efter dens Anledning og Maade dette ganske Besttelsesvrk
opdigtet. Saa ses deraf, hvad Uordener og Skade det ofte kan
foraarsage, at man slige uvisse Eventyr til Trykken og gemene Mands
Kundskab befordrer.

 [182] Slutning.

 [183] Beretningen om dette er udgiven af Johan Brunsmand, Prst ved
 Vartov 1674. Den viser Besttelsestroen paa sit hjeste og er et
 Vv af det vildeste Galimatias.

            ENDE.





End of the Project Gutenberg EBook of Den vidtudraabte Besttelse udi Thisted, by 
Arne Magnussen

*** END OF THIS PROJECT GUTENBERG EBOOK DEN VIDTUDRAABTE BESTTELSE ***

***** This file should be named 34213-8.txt or 34213-8.zip *****
This and all associated files of various formats will be found in:
        https://www.gutenberg.org/3/4/2/1/34213/

Produced by an anonymous volunteer from scanned images of
public domain material made available by Google Books.


Updated editions will replace the previous one--the old editions
will be renamed.

Creating the works from public domain print editions means that no
one owns a United States copyright in these works, so the Foundation
(and you!) can copy and distribute it in the United States without
permission and without paying copyright royalties.  Special rules,
set forth in the General Terms of Use part of this license, apply to
copying and distributing Project Gutenberg-tm electronic works to
protect the PROJECT GUTENBERG-tm concept and trademark.  Project
Gutenberg is a registered trademark, and may not be used if you
charge for the eBooks, unless you receive specific permission.  If you
do not charge anything for copies of this eBook, complying with the
rules is very easy.  You may use this eBook for nearly any purpose
such as creation of derivative works, reports, performances and
research.  They may be modified and printed and given away--you may do
practically ANYTHING with public domain eBooks.  Redistribution is
subject to the trademark license, especially commercial
redistribution.



*** START: FULL LICENSE ***

THE FULL PROJECT GUTENBERG LICENSE
PLEASE READ THIS BEFORE YOU DISTRIBUTE OR USE THIS WORK

To protect the Project Gutenberg-tm mission of promoting the free
distribution of electronic works, by using or distributing this work
(or any other work associated in any way with the phrase "Project
Gutenberg"), you agree to comply with all the terms of the Full Project
Gutenberg-tm License (available with this file or online at
https://gutenberg.org/license).


Section 1.  General Terms of Use and Redistributing Project Gutenberg-tm
electronic works

1.A.  By reading or using any part of this Project Gutenberg-tm
electronic work, you indicate that you have read, understand, agree to
and accept all the terms of this license and intellectual property
(trademark/copyright) agreement.  If you do not agree to abide by all
the terms of this agreement, you must cease using and return or destroy
all copies of Project Gutenberg-tm electronic works in your possession.
If you paid a fee for obtaining a copy of or access to a Project
Gutenberg-tm electronic work and you do not agree to be bound by the
terms of this agreement, you may obtain a refund from the person or
entity to whom you paid the fee as set forth in paragraph 1.E.8.

1.B.  "Project Gutenberg" is a registered trademark.  It may only be
used on or associated in any way with an electronic work by people who
agree to be bound by the terms of this agreement.  There are a few
things that you can do with most Project Gutenberg-tm electronic works
even without complying with the full terms of this agreement.  See
paragraph 1.C below.  There are a lot of things you can do with Project
Gutenberg-tm electronic works if you follow the terms of this agreement
and help preserve free future access to Project Gutenberg-tm electronic
works.  See paragraph 1.E below.

1.C.  The Project Gutenberg Literary Archive Foundation ("the Foundation"
or PGLAF), owns a compilation copyright in the collection of Project
Gutenberg-tm electronic works.  Nearly all the individual works in the
collection are in the public domain in the United States.  If an
individual work is in the public domain in the United States and you are
located in the United States, we do not claim a right to prevent you from
copying, distributing, performing, displaying or creating derivative
works based on the work as long as all references to Project Gutenberg
are removed.  Of course, we hope that you will support the Project
Gutenberg-tm mission of promoting free access to electronic works by
freely sharing Project Gutenberg-tm works in compliance with the terms of
this agreement for keeping the Project Gutenberg-tm name associated with
the work.  You can easily comply with the terms of this agreement by
keeping this work in the same format with its attached full Project
Gutenberg-tm License when you share it without charge with others.

1.D.  The copyright laws of the place where you are located also govern
what you can do with this work.  Copyright laws in most countries are in
a constant state of change.  If you are outside the United States, check
the laws of your country in addition to the terms of this agreement
before downloading, copying, displaying, performing, distributing or
creating derivative works based on this work or any other Project
Gutenberg-tm work.  The Foundation makes no representations concerning
the copyright status of any work in any country outside the United
States.

1.E.  Unless you have removed all references to Project Gutenberg:

1.E.1.  The following sentence, with active links to, or other immediate
access to, the full Project Gutenberg-tm License must appear prominently
whenever any copy of a Project Gutenberg-tm work (any work on which the
phrase "Project Gutenberg" appears, or with which the phrase "Project
Gutenberg" is associated) is accessed, displayed, performed, viewed,
copied or distributed:

This eBook is for the use of anyone anywhere at no cost and with
almost no restrictions whatsoever.  You may copy it, give it away or
re-use it under the terms of the Project Gutenberg License included
with this eBook or online at www.gutenberg.org

1.E.2.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is derived
from the public domain (does not contain a notice indicating that it is
posted with permission of the copyright holder), the work can be copied
and distributed to anyone in the United States without paying any fees
or charges.  If you are redistributing or providing access to a work
with the phrase "Project Gutenberg" associated with or appearing on the
work, you must comply either with the requirements of paragraphs 1.E.1
through 1.E.7 or obtain permission for the use of the work and the
Project Gutenberg-tm trademark as set forth in paragraphs 1.E.8 or
1.E.9.

1.E.3.  If an individual Project Gutenberg-tm electronic work is posted
with the permission of the copyright holder, your use and distribution
must comply with both paragraphs 1.E.1 through 1.E.7 and any additional
terms imposed by the copyright holder.  Additional terms will be linked
to the Project Gutenberg-tm License for all works posted with the
permission of the copyright holder found at the beginning of this work.

1.E.4.  Do not unlink or detach or remove the full Project Gutenberg-tm
License terms from this work, or any files containing a part of this
work or any other work associated with Project Gutenberg-tm.

1.E.5.  Do not copy, display, perform, distribute or redistribute this
electronic work, or any part of this electronic work, without
prominently displaying the sentence set forth in paragraph 1.E.1 with
active links or immediate access to the full terms of the Project
Gutenberg-tm License.

1.E.6.  You may convert to and distribute this work in any binary,
compressed, marked up, nonproprietary or proprietary form, including any
word processing or hypertext form.  However, if you provide access to or
distribute copies of a Project Gutenberg-tm work in a format other than
"Plain Vanilla ASCII" or other format used in the official version
posted on the official Project Gutenberg-tm web site (www.gutenberg.org),
you must, at no additional cost, fee or expense to the user, provide a
copy, a means of exporting a copy, or a means of obtaining a copy upon
request, of the work in its original "Plain Vanilla ASCII" or other
form.  Any alternate format must include the full Project Gutenberg-tm
License as specified in paragraph 1.E.1.

1.E.7.  Do not charge a fee for access to, viewing, displaying,
performing, copying or distributing any Project Gutenberg-tm works
unless you comply with paragraph 1.E.8 or 1.E.9.

1.E.8.  You may charge a reasonable fee for copies of or providing
access to or distributing Project Gutenberg-tm electronic works provided
that

- You pay a royalty fee of 20% of the gross profits you derive from
     the use of Project Gutenberg-tm works calculated using the method
     you already use to calculate your applicable taxes.  The fee is
     owed to the owner of the Project Gutenberg-tm trademark, but he
     has agreed to donate royalties under this paragraph to the
     Project Gutenberg Literary Archive Foundation.  Royalty payments
     must be paid within 60 days following each date on which you
     prepare (or are legally required to prepare) your periodic tax
     returns.  Royalty payments should be clearly marked as such and
     sent to the Project Gutenberg Literary Archive Foundation at the
     address specified in Section 4, "Information about donations to
     the Project Gutenberg Literary Archive Foundation."

- You provide a full refund of any money paid by a user who notifies
     you in writing (or by e-mail) within 30 days of receipt that s/he
     does not agree to the terms of the full Project Gutenberg-tm
     License.  You must require such a user to return or
     destroy all copies of the works possessed in a physical medium
     and discontinue all use of and all access to other copies of
     Project Gutenberg-tm works.

- You provide, in accordance with paragraph 1.F.3, a full refund of any
     money paid for a work or a replacement copy, if a defect in the
     electronic work is discovered and reported to you within 90 days
     of receipt of the work.

- You comply with all other terms of this agreement for free
     distribution of Project Gutenberg-tm works.

1.E.9.  If you wish to charge a fee or distribute a Project Gutenberg-tm
electronic work or group of works on different terms than are set
forth in this agreement, you must obtain permission in writing from
both the Project Gutenberg Literary Archive Foundation and Michael
Hart, the owner of the Project Gutenberg-tm trademark.  Contact the
Foundation as set forth in Section 3 below.

1.F.

1.F.1.  Project Gutenberg volunteers and employees expend considerable
effort to identify, do copyright research on, transcribe and proofread
public domain works in creating the Project Gutenberg-tm
collection.  Despite these efforts, Project Gutenberg-tm electronic
works, and the medium on which they may be stored, may contain
"Defects," such as, but not limited to, incomplete, inaccurate or
corrupt data, transcription errors, a copyright or other intellectual
property infringement, a defective or damaged disk or other medium, a
computer virus, or computer codes that damage or cannot be read by
your equipment.

1.F.2.  LIMITED WARRANTY, DISCLAIMER OF DAMAGES - Except for the "Right
of Replacement or Refund" described in paragraph 1.F.3, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation, the owner of the Project
Gutenberg-tm trademark, and any other party distributing a Project
Gutenberg-tm electronic work under this agreement, disclaim all
liability to you for damages, costs and expenses, including legal
fees.  YOU AGREE THAT YOU HAVE NO REMEDIES FOR NEGLIGENCE, STRICT
LIABILITY, BREACH OF WARRANTY OR BREACH OF CONTRACT EXCEPT THOSE
PROVIDED IN PARAGRAPH 1.F.3.  YOU AGREE THAT THE FOUNDATION, THE
TRADEMARK OWNER, AND ANY DISTRIBUTOR UNDER THIS AGREEMENT WILL NOT BE
LIABLE TO YOU FOR ACTUAL, DIRECT, INDIRECT, CONSEQUENTIAL, PUNITIVE OR
INCIDENTAL DAMAGES EVEN IF YOU GIVE NOTICE OF THE POSSIBILITY OF SUCH
DAMAGE.

1.F.3.  LIMITED RIGHT OF REPLACEMENT OR REFUND - If you discover a
defect in this electronic work within 90 days of receiving it, you can
receive a refund of the money (if any) you paid for it by sending a
written explanation to the person you received the work from.  If you
received the work on a physical medium, you must return the medium with
your written explanation.  The person or entity that provided you with
the defective work may elect to provide a replacement copy in lieu of a
refund.  If you received the work electronically, the person or entity
providing it to you may choose to give you a second opportunity to
receive the work electronically in lieu of a refund.  If the second copy
is also defective, you may demand a refund in writing without further
opportunities to fix the problem.

1.F.4.  Except for the limited right of replacement or refund set forth
in paragraph 1.F.3, this work is provided to you 'AS-IS' WITH NO OTHER
WARRANTIES OF ANY KIND, EXPRESS OR IMPLIED, INCLUDING BUT NOT LIMITED TO
WARRANTIES OF MERCHANTIBILITY OR FITNESS FOR ANY PURPOSE.

1.F.5.  Some states do not allow disclaimers of certain implied
warranties or the exclusion or limitation of certain types of damages.
If any disclaimer or limitation set forth in this agreement violates the
law of the state applicable to this agreement, the agreement shall be
interpreted to make the maximum disclaimer or limitation permitted by
the applicable state law.  The invalidity or unenforceability of any
provision of this agreement shall not void the remaining provisions.

1.F.6.  INDEMNITY - You agree to indemnify and hold the Foundation, the
trademark owner, any agent or employee of the Foundation, anyone
providing copies of Project Gutenberg-tm electronic works in accordance
with this agreement, and any volunteers associated with the production,
promotion and distribution of Project Gutenberg-tm electronic works,
harmless from all liability, costs and expenses, including legal fees,
that arise directly or indirectly from any of the following which you do
or cause to occur: (a) distribution of this or any Project Gutenberg-tm
work, (b) alteration, modification, or additions or deletions to any
Project Gutenberg-tm work, and (c) any Defect you cause.


Section  2.  Information about the Mission of Project Gutenberg-tm

Project Gutenberg-tm is synonymous with the free distribution of
electronic works in formats readable by the widest variety of computers
including obsolete, old, middle-aged and new computers.  It exists
because of the efforts of hundreds of volunteers and donations from
people in all walks of life.

Volunteers and financial support to provide volunteers with the
assistance they need are critical to reaching Project Gutenberg-tm's
goals and ensuring that the Project Gutenberg-tm collection will
remain freely available for generations to come.  In 2001, the Project
Gutenberg Literary Archive Foundation was created to provide a secure
and permanent future for Project Gutenberg-tm and future generations.
To learn more about the Project Gutenberg Literary Archive Foundation
and how your efforts and donations can help, see Sections 3 and 4
and the Foundation web page at https://www.pglaf.org.


Section 3.  Information about the Project Gutenberg Literary Archive
Foundation

The Project Gutenberg Literary Archive Foundation is a non profit
501(c)(3) educational corporation organized under the laws of the
state of Mississippi and granted tax exempt status by the Internal
Revenue Service.  The Foundation's EIN or federal tax identification
number is 64-6221541.  Its 501(c)(3) letter is posted at
https://pglaf.org/fundraising.  Contributions to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation are tax deductible to the full extent
permitted by U.S. federal laws and your state's laws.

The Foundation's principal office is located at 4557 Melan Dr. S.
Fairbanks, AK, 99712., but its volunteers and employees are scattered
throughout numerous locations.  Its business office is located at
809 North 1500 West, Salt Lake City, UT 84116, (801) 596-1887, email
business@pglaf.org.  Email contact links and up to date contact
information can be found at the Foundation's web site and official
page at https://pglaf.org

For additional contact information:
     Dr. Gregory B. Newby
     Chief Executive and Director
     gbnewby@pglaf.org


Section 4.  Information about Donations to the Project Gutenberg
Literary Archive Foundation

Project Gutenberg-tm depends upon and cannot survive without wide
spread public support and donations to carry out its mission of
increasing the number of public domain and licensed works that can be
freely distributed in machine readable form accessible by the widest
array of equipment including outdated equipment.  Many small donations
($1 to $5,000) are particularly important to maintaining tax exempt
status with the IRS.

The Foundation is committed to complying with the laws regulating
charities and charitable donations in all 50 states of the United
States.  Compliance requirements are not uniform and it takes a
considerable effort, much paperwork and many fees to meet and keep up
with these requirements.  We do not solicit donations in locations
where we have not received written confirmation of compliance.  To
SEND DONATIONS or determine the status of compliance for any
particular state visit https://pglaf.org

While we cannot and do not solicit contributions from states where we
have not met the solicitation requirements, we know of no prohibition
against accepting unsolicited donations from donors in such states who
approach us with offers to donate.

International donations are gratefully accepted, but we cannot make
any statements concerning tax treatment of donations received from
outside the United States.  U.S. laws alone swamp our small staff.

Please check the Project Gutenberg Web pages for current donation
methods and addresses.  Donations are accepted in a number of other
ways including including checks, online payments and credit card
donations.  To donate, please visit: https://pglaf.org/donate


Section 5.  General Information About Project Gutenberg-tm electronic
works.

Professor Michael S. Hart was the originator of the Project Gutenberg-tm
concept of a library of electronic works that could be freely shared
with anyone.  For thirty years, he produced and distributed Project
Gutenberg-tm eBooks with only a loose network of volunteer support.


Project Gutenberg-tm eBooks are often created from several printed
editions, all of which are confirmed as Public Domain in the U.S.
unless a copyright notice is included.  Thus, we do not necessarily
keep eBooks in compliance with any particular paper edition.


Most people start at our Web site which has the main PG search facility:

     https://www.gutenberg.org

This Web site includes information about Project Gutenberg-tm,
including how to make donations to the Project Gutenberg Literary
Archive Foundation, how to help produce our new eBooks, and how to
subscribe to our email newsletter to hear about new eBooks.
